*

Båd

Sporty tysker planer 40 knob

Bavaria 300 Sport ser godt ud på vandet, sejler godt og har praktisk og rummelig indretning til fire personer, men man får skumsprøjt i cockpittet, hvis der er bølger.

40,1 knob var topfarten på den tyske turbåd, der har 2 x 260 Mercruiser-benzinmotor om bord. Vi testede den i Nordtyskland. Det blev lidt vådt til tider.

Betyder bådens udseende noget for dig, og er du typen, der nyder at plane stærkt hen over bølgerne i en båd, hvor en familie let kan bo i en uge, så læs endelig videre her. For det er netop, hvad Bavaria 300 Sport står for. For tjekket, det ser den tyske båd ud, der er den mindste i Bavaria Yachtbaus motorbådsserie. Især agten fra vinder båden på det æstetiske barometer. Den dybe, teakklædte badeplatform, sat på det åbne cockpit og et tonet vindspejl, der går langt tilbage, ser strømlinet ud. Og selv om fribordet faktisk er pænt højt, hvilket giver en ståhøjde i kahytten på 1,85 meter, så syner Bavaria 300 godt ud, også fordi designeren har placeret en bred, blå fartstribe på siden af båden, noget, der får fribordet til at syne smallere. Hjørnesofaens lyse læder-look i cockpittet, hvor seks personer kan være på velpolstrede hynder og med høj rygstøtte, passer godt i størrelse i bådens bagbord side.

Rat, gashåndtag og fodstøtte virkede fint på den nye, tyske båd, der var udstyret med en Garmin-kortplotter som standard.

Højt søgelænder

Det høje søgelænder virker også harmonisk og ikke mindst sikkert at støtte sig til, når man går frem på sidedækket, der har en anstændig plads til, at man går forlæns, uden man føler, at man er ved at falde i vandet. I stævnen samles søgelænderne ikke, som det normalt ses, via en prædikestol, der er svær at passere, i stedet er de blot forbundet med en wire, der let fjernes, når man træder om bord. Der skal dog stadig balanceres på ankeret, når man vil på båden. Men vil du forlade cockpittet og gå ud på badeplatformen, er det imidlertid let, da du blot skubber en lav låge i plexiglas med alu-ramme til side. Helt børnesikret ville være en overdrivelse at kalde cockpittet, da børn let vil kunne kravle ud over cockpitsædernes rygstøtte. Men for voksne fungerer cockpittet godt. Seks personer kan sidde ved det store cockpitbord, der også kan sænkes og omdannes til en bred solseng. En elektrisk grill findes på modsatte side i cockpittet, og her finder man også et køleskab og en mindre vask samt tre praktiske huller til at placere flasker. Højtalere er også integreret i cockpittet. Teaktræet i cockpittet og på badeplatformen koster ekstra, men det løfter i den grad miljøet om bord. Førersædet er ergonomisk og velpolstret, og man sidder eller står halvt godt op ad sædet, når der styres ved rattet, der drejes ubesværet via hydraulik. Instrumentpanelet er i praktisk mørk farve, der sikrer, at solen ikke giver genskin. Er man træt af for meget sol og regn, kan båden også leveres med en targabøjle, hvor der ud over en radar tillige kan placeres en bimini eller en presenning, der sikrer tørvejr.

Stor fun-faktor

Gashåndtaget kører også let, og skubbes det frem, bliver det sjovt, viste testen. For ud over at Bavaria 300 Sport kan være våd at sejle i bølger eller i regnvejr, så byder den på en stor fun-faktor med et hurtigt optræk. På kun 9,2 sekunder var vi oppe at plane, og derefter kunne vi foretage frække sving, alt virkede trygt, også da vi nåede en høj tophastighed på 40,1 knob med tre mand om bord. Cruisingfarten er på 25 knob, og med den fart er støjniveauet under 73 decibel, hvilket er acceptabelt. Det samme kan siges om benzinforbruget, der var på 32,4 liter i timen med 25 knob, med 2 x 260 hk Mercruiser-benzinmotor. Og med disse motorer koster båden, uden ekstraudstyr, leveret i Danmark, fra 910.000 kroner, hvilket er en konkurrencedygtig pris. Det er der nærmest statsgaranti på fra Bavaria, der sætter en ære i at være billigste serieproducerede båd på verdensmarkedet. Vil man sænke farten og prisen, kan Bavaria 300 Sport købes med kun en enkelt 300-hk’s Mercruiser-benzinmotor og koster fra 825.000 kroner. Den fås også med dieselmotor til en dyrere pris, oplyser sælger Niels Nielsen fra Dansk Marine Center i Risskov.

Om læ er der 1,85 meters ståhøjde, og der er fire regulære sovepladser, to fremme og to agter under cockpittet. Kahytbordet kan sænkes, så man har en 2 m lang og over 1,5 m bred køje.

Anstændig ståhøjde

Båden virker smart i en fart, ment på den positive måde, men Bavaria 300 Sport kan andet end det, for går du ned i kahytten, får du virkelig god plads i en gennemtænkt indretning. Javel, man får ikke separat brus, men dog et pænt stort toilet, hvor man også kan blive skyllet over. Sideruder sørger for god udluftning. Sideruder længere fremme i båden sikrer god udsigt og naturligt lys i selve kahytten, der ikke er prangende stor, men når kahytsbordet sænkes, har man en to meter lang køje, der er over 1,5 meter bred. I bagbord side findes pantryet, hvor der er, hvad der skal være for at lave god mad. Også her er der en skylight, der kan åbnes for at lukke mados ud. I samme side, tilbage i båden, findes døren ind til den store agterkøje, hvor der både er et bredt sæde, hvor man kan sidde og klæde om. Og på tværs af kahytten, hvor der er naturligt lys fra en siderude i fribordet og fra cockpittet, findes en bred køje, der både kan sættes sammen og separeres. Agterkøjen virker rummelig, hvilket virker overraskende for den sporty båd.

Til de modebevidste

Bavaria 300 Sport er helt klart en båd, som jeg vil anbefale for den modebevidste familie, hvor en båd ikke kun er en praktisk ting, men også noget, der er smukt at se på, og den er tillige sjov at sejle, dog våd i bølger. Og med det store, sociale cockpit og den holdbare indretning om læ er båden et frisk pust på markedet.

Amerikansk charme og fin plads om bord

Bavaria 300 Sport

  • Længde med badeplatform: 9,31 m
  • Længde: 8,95 m
  • Skroglængde: 8,50 m
  • Bredde: 2,99 m
  • Højde over vandlinje: 2,73 m
  • Vægt: 4,7 ton
  • Brændstofkapacitet: 520 l
  • Vandtank: 120 l
  • Dybgang med drev hævet: 0,68 m
  • Dybgang med drev sænket: 1,29 m CE-kategori B – 6 personer
  • Dybdegang (min./maks.): 0,4-0,8
  • Højde i kahyt: 1,85 m
  • Antal køjer: 4 stk.
  • Pris 2 x 260 hk Mercruiser-benzin motor: 910.000 kr.
  • Pris 1 x 300 hk Mercruiser-benzin motor: 825.000 kr.
  • Fås også med dieselmotor
  • Forhandler: danskmarinecenter.dk, Risskov
  • Værft: Bavaria Yachts, Tyskland
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Mest læste Båd
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her