*

Livsstil

Vores eftermæle bliver virtuelt

Vi bruger i stigende grad mindesider på internettet til at mindes afdøde og skabe virtuelle eftermæler, siger cybersociolog Stine Gotved. Det er en let måde at dele sorgen og mindet med venner og familie på.

Stine Gotved fra IT-Universitetet mener, at vi i stigende grad vil se, at menneskers eftermæle bliver digitalt frem for fysisk. Foto: Lars Krabbe

På Facebook kom der tidligere på året en ny funktion. Med ét fik danske brugere mulighed for at vælge en såkaldt ”eftermælekontakt” – en kontakt, som kan forvalte ens profil, når man selv er død. Personen, som kan være en god ven eller et familiemedlem, kan så blandt andet skrive en sidste statusopdatering, opdatere profilbilledet og besvare venneanmodninger. Kort sagt: styre den afdødes virtuelle eftermæle.

Den nye tjeneste, som Facebook kalder ”legacy”, er ifølge cybersociolog og lektor ved IT-Universitetet Stine Gotved et godt eksempel på, hvordan vores traditionelle måder at håndtere sorg og minder på efter et dødsfald efterhånden også bevæger sig over i den virtuelle verden. Hun har blandt andet forsket i døden på nettet og i det digitale eftermæle, og hun forklarer, at vi i stigende grad bruger internettet til at mindes og dele fortællingen om vores afdøde.

Det digitale eftermæle fylder stadig mere – og det kommer til at betyde rigtig meget i fremtiden
Stine Gotved lektor, IT-Universitetet

»Det digitale eftermæle fylder stadig mere – og det kommer til at betyde rigtig meget i fremtiden. Både i form af spor efter de aktiviteter, du har lavet på nettet, og i form af det eftermæle, som du enten selv eller dine pårørende er med til at oprette på internettet. Det er en let måde at synliggøre og dele sorgen og mindet med venner og familie på,« siger Stine Gotved.

Deler det tragiske

Allerede i 2000 kunne sørgende danskere første gang oprette virtuelle lys for at mindes en afdød på hjemmesiden mindet.dk. Omkring 30.000 personer har siden brugt hjemmesiden, der virker som en slags virtuel mindelund, og hver dag kommer nye danskere til for at udtrykke deres sorg over at have mistet en søn, en mor eller en anden, der stod dem nær.

Siden er mange andre muligheder for at oprette mindepladser på internettet kommet til, og især på sociale medier oprettes stadig flere mindesider for folk, der er gået bort.

Stine Gotved mener, at netop de sociale medier har ændret karakter fra kun at rumme positive begivenheder til også at være platform for det sørgelige, der sker i vores liv.

»Facebook startede ud med kun at være gode ting og masser af likes. Men inden for de seneste år er vi i stadig større udstrækning også begyndt at dele det tragiske og det besværlige. Og det indbefatter også døden,« siger Stine Gotved, som mener, at det er en positiv udvikling, at vi eksempelvis deler vores sorg og tanker i forbindelse med et dødsfald.

Den er med til at synliggøre døden og genindføre den i vores bevidsthed, understreger hun.

»I vid udstrækning prøver vi jo på at fortrænge, at vi skal dø. Men når der dukker forskellige former for virtuelle eftermæler, selfies fra begravelser og forskellige andre ting op i ens newsfeed, så bliver vi konfronteret med det. Vi oplever, at vores netværk snakker om døden, og det skærper i en eller anden form vores egen opmærksomhed på emnet,« siger Stine Gotved.

Digital gravøl

At vi i fremtiden i stigende grad ønsker at dele vores sorg og minder efter en afdød med hinanden på internettet, satser bl.a. virksomheden hoej.dk på. Virksomheden, som bl.a. driver hjemmesiden afdøde.dk, der registrerer og offentliggør dødsannoncer, arbejder lige nu på et nyt socialt medie, som skal fungere som et virtuelt mindeunivers. Her er det meningen, at venner, familie og pårørende i fællesskab kan mindes den afdøde ved eksempelvis at dele billeder, videoer og fortællinger med hinanden.

Hjemmesiden, som går i luften inden for det næste år, kommer i sin tankegang til at minde om Facebook, forklarer projektleder i hoej.dk Katharina Sture Kristensen.

»Det bliver et socialt medie, hvor man sammen kan lave et varigt minde om en afdød. På den måde bliver det ikke kun de nærmeste pårørende, men man kan invitere forskellige personer ind til at bidrage med billeder eller videoer eller fortællinger, eksempelvis fra dengang Inger var bibliotekar,« siger Katharina Sture Kristensen, som tilføjer, at tanken med mindeuniverset er at lave »en digital udgave af gravøllen«:

»Alle de gode historier, som kommer under gravøllen eller mindesamværet, vil man kunne bidrage med i det her forum,« siger hun.

Altid tilgængelig

I arbejdet med det nye mindeunivers har hoej.dk ifølge Katharina Sture Kristensen interviewet en lang række pårørende, fagpersoner, præster og bedemænd for at afdække, om behovet var til stede. Hun mener, at vi i vores sorgbearbejdelse i stigende grad vil bruge internettet – især fordi den virtuelle mindeplads altid er tilgængelig, når vi har brug for den.

Cybersociolog Stine Gotved er enig. Hun forklarer, at det kommende mindeunivers er bare én af de ting, der er på vej.

»Der er flere ting, der rykker i øjeblikket på det her område. De giver os alle lidt ekstra muligheder for at bearbejde vores sorg,« siger hun.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Mad & Vin
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her