Fortsæt til indhold
Teater

Kontroversiel Breivik-forestilling vandt Reumert

Christian Lollike får særpris for Anders Breivik-stykket "Manifest 2083".

Ritzau

Caféteatrets stærkt kontroversielle forestilling "Manifest 2083, der bevæger sig rundt om norske Anders Breiviks forvandling fra menneske til massemorder, blev søndag aften hyldet med juryens særpris, da de årlige Reumert-priser blev uddelt i Operaen.

Manifest 2083, der er skrevet og instrueret af Caféteatrets leder, Christian Lollike, har kun en skuespiller, Olaf Højgaard, på rollelisten.

Forestillingen, hvis manuskript tager udgangspunkt i det manifest, Anders Breivik udsendte kort inden han detonerede en bombe i Oslo og efterfølgende dræbte 69 personer på en politisk ungdomslejr, er blevet beskyldt for at være smagløst og uetisk.

"Modigt teater"

Reumert-juryen begrunder særprisen således:

- Nej, det blev ingen hyldest til terroristen Breivik. På kælderscenen stod bare en skuespiller, der ville forstå, hvordan det var at være Breivik. Det var modigt teater, der insisterede på at forstå det uforståelige.

Christian Lollike modtog også priser for "Årets Dramatiker" og "Årets Forestilling" for "Skakten".

"Årets Kvindelige Hovedrolle" gik til Tammi Øst for hendes præstation i Aalborg Teaters "Kirsebærhaven".

- Da Tammi Øst trådte ind i Kirsebærhaven, lyste hele det forarmede russiske aristokrati. Hun kunne ikke standse sin flirt med livet. Så hun smed sandalerne, lod kroppen sitre - og smittede alle dødeligt med sin længsel, skriver juryen.

Ole Lemmeke blev hædret med prisen for "Årets Mandlige Hovedrolle". I Folketeatrets "Bang og Betty" portrætterer 54-årige Ole Lemmeke den danske forfatter og journalist Herman Bang som "selviscenesættende og blasert med sprækker til afgrundsdyb skrøbelighed".

Teaterinstruktør og tidligere skuespilchef på Det Kongelige Teater, Klaus Hoffmeyer, modtog Bikubens hæderspris på 300.000 kroner. Prisen er tidligere blevet uddelt til blandt andre Bodil Udsen, Ghita Nørby og Preben Kristensen.

Her er årets Reumert-vindere

'Årets forestiling: "Skakten" af Christian Lollike (Aarhus Teater og Caféteatret)

Årets kvindelige hovedrolle: Tammi Øst i "Kirsebærhaven" (Aalborg Teater).

Årets mandlige hovedrolle: Ole Lemmeke i "Bang og Betty" (Folketeatret)

Årets kvindelige birolle: Maria Rossing i "Madame Bovary" og "Kagefabrikken" (Det Kongelige Teater)

Årets mandlige birolle: Thomas Hwan i "Macbeth", "Madame Bovary" og "Kagefabrikken" (Det Kongelige Teater)

Årets sanger: Ann Petersen i "Tristan og Isolde" (Den Jyske Opera)

Årets danser: Gudrun Bojesen i "Kameliadamen" (Det Kongelige Teater)

Årets instruktør: Minna Johannesson for "Anne Linnet Teaterkoncert - Jeg er jo lige her" (Aalborg Teater)

Årets scenograf: Börkur Jónsson for "Bastard - en Familiesaga" (FÅR 302)

Årets dramatiker: Christian Lollike for "Skakten", "Manifest 2083" og "Kagefabrikken" (Aarhus Teater, Caféteatretog Det Kongelige Teater)

Årets børne/-ungdomsforestilling: "Dengang vi blev væk" (Det Olske Orkester)

Årets opera: "Il Trittico" (Det Kongelige Teater)

Årets musikteater/show: "Love Never Dies" (Det Ny Teater)

Årets danseforestilling: "Men og Mahler (Granhøj Dans, co-produceret af Bora Bora/DNA)

Juryens særpris: "Manifest 2083" af Christian Lollike (Caféteatret)