Fortsæt til indhold
Musik

Voldsom kritik af voldsom kritik...

En anmeldelse af ny ung stjerne har bragt sindene i kog i den britiske musikbranche.

Da han i fredags skulle åbne Northside-festivalen i Aarhus var den unge britiske stjerne Tom Odell stærkt forsinket.

Men han dukkede op og fik pæne anmeldelser.

Det kan man ikke just sige om det britiske musikmagasin New Musical Express (NME) anmeldelse af hans aktuelle album "Long Way Down".

Magasinets anmelder Mark Beaumont giver albummet 0 stjerner, og kalder blandt andet den 22-årige sanger for en "stakkels forført wannabee, der er faldet i hænderne på musikindustrien på samme måde som ungarske kvinder i sex-trafficking-industrien"

Anmeldelse vækker vrede

Den usædvanlig hårde anmeldelse - det er yderst sjældent at NME undlader at tildele i det mindste en enkelt stjerne - har selvsagt vakt vrede blandt hans voksende fanskare, men også fra hans hans far, der i følge et tweet fra NMEs webredaktør Lucy Jones, har ringet til anmelderen og skældt ham huden fuld.

Det forlyder at den unge stjerne, der blandt andet har modtoget en Brit Award, er noget flov over farens opkald.

Kolleger kritiserer

Anmeldelsen har også vakt vrede hos Mark Beaumonts kolleger.

Således skriver blandt andre Independents anmelder Simon Price i en kommentar:

"Det er en meget nem ting at gøre for NME. De gør den slags i et forsøg på at signalere, at de stadig er et ondt magasin med skarpe tænder. Men sandheden er, at de er bange for at genere deres kerne-bands. Det seneste Ready Eye-album var forfærdeligt, men de gav det en flot anmeldelse. Også Liam Gallagher har for nyligt været på bladets forside."

Ingen har efterfølgende ønsket at kommentere hverken anmeldelse eller den efterfølgende diskussion.