Eurovisions-sejr udløser værtsbyopgør
Den danske Eurovisions-vinder ville uden tøven pege på Nordjylland til næste års show.
Efter lørdagens danske sejr ved Eurovision i Malmø er et af de helt store spørgsmål, hvor i landet det enorme internationale event skal afholdes til næste år.
Kultur- og fritidsborgmester i København, Pia Allerslev (V), mener, at ”København er oplagt” som værtsby, men også Herning er klar til at lægge billet ind på eventen ifølge borgmester Lars Krarup.
"Fantastisk for Danmark"
Politikkerne bakkes op af diverse erhvervs- og turistorganisationer.
Direktøren for Visit Herning, Lars Hajslund, ser store muligheder i, at Danmark med Emmelie de Forests sejr har vundet værtskabet for næste års Eurovision.
- Det er jo fantastisk for Danmark, og for Herning vil det være en fantastisk mulighed for at vise, hvad vi er allerbedst til. Nemlig at være værter for store oplevelser.
- Det vil have rigtig stor betydning turistmæssigt for hele området, og jeg tror, det er rigtig vigtigt, at man forstår at gøre det til en stor folkefest. Og det gør vi her i Herning, lyder det fra Lars Hajslund.
Stor international lufthavn i baghaven
Eurovision er lig København. Det mener direktøren i Wonderful Copenhagen Lars Bernhard Jørgensen.
- Vi får nu muligheden for at lave det hidtil bedste melodi grand prix. København har de senere år vist, at vi kan være vært for store internationale begivenheder som VM i Landevejscykling og MTV Europe Music Awards med succes, siger direktøren.
Samtidig peger han på hovedstadens beliggenhed med en stor international lufthavn i baghaven, god infrastruktur og ikke mindst masser af hoteller, der kan tilbyde nattelogi for både musikere, presse og turister.
Wonderful Copenhagens direktør understreger, at kommer den europæiske musikkaravane til byen, er det vigtigt, at det ikke bliver en københavner begivenhed - men en national.
- Det er vigtigt, at det bliver en dansk begivenhed og ikke en københavnsk. Vi skal fortælle historien om Danmark, siger han.
Vinder peger på Aalborg
Stod det til gårsdagens vinder, den 20-årige Emmelie de Forest, ville hun selv uden tøven pege på Aalborg. Hun er nemlig vokset op i Mariager i Nordjylland.
- Det kunne da være helt vildt fedt. Jeg er kommet rigtig meget i Aalborg, og det er jo bare en time fra, hvor jeg bor, så det kunne være sjovt, siger hun på et pressemøde i DR Byen efter lørdagens sejr.
Emmelie de Forest fortæller også, at selvom hun nu har haft mulighed for at sove på sejren, så er det stadigvæk svært at forstå, at hun med ét er blevet kendt i hele Europa.
- Det har jeg slet ikke tænkt over. Det hele er lidt uvirkeligt. Det er lige sket i går, og jeg tror ikke engang, jeg har fattet det helt endnu. Der går nok et par uger - sådan havde jeg det i hvert fald efter at have vundet i Herning, siger hun.
Svært ved at sove
Da den unge sangerinde sent lørdag nat kom ind på sit hotelværelse efter at have fejret sejren, havde hun svært ved at falde til ro, forklarer hun.
- Jeg har vel fået fire-fem timers søvn. Jeg lagde mig bare på min seng og prøvede at tage det hele ind. Jeg prøvede at tømme hovedet og lægge mine tanker fra mig.
- Men det var helt umuligt at sove, siger hun og forklarer, at hun faktisk er overrasket over, at hendes reaktion på resultatet ikke er mere voldsom.
- Jeg plejer at være sådan en, der græder over alting. Men jeg har faktisk ikke grædt endnu. Jeg troede også, at jeg ville græde, da jeg vandt, men det gjorde jeg altså ikke. Jeg blev rørt, men jeg græd ikke, siger hun.