Prisvinder overgår rockikon
<p>Kings Of Leon overgår Morrissey på den britiske albumhitliste.</p>
Morrissey lignede med sit nye album "Years Of Refusal" midt i sidste uge den nye etter på den vigtige britiske albumhitliste, som nu er offentliggjort.
Da det kom til stykket, blev han slået af Kings Of Leon og albummet "Only By The Night" og Lily Allens "It's Not Me, It's You".
Optrådte med single
Branchemagasinet Musicweek mener, at det amerikanske rockband slår Morrissey og Lily Allen, fordi kvartetten modtog et par priser til en af britisk musiks vigtigste prisuddelinger, Brit Awards, der foregik forleden.
Her optrådte gruppen også med den nye single "Use Somebody".
Brit Awards-effekten viser sig også umiddelbart ved, at prisvinderne Duffy og Elbow opnår henholdsvis fjerde- og femtepladsen.
"The Fear" topper
På singlehitlisten holder Lily Allen fast i førstepladsen med "The Fear". Lady Gaga ligger toer med "Just Dance", mens treer er "Use Somebody".
U2s nye single "Get On Your Boots" debuterer på en 12. plads. Den irske gruppes nye album "No Line On The Horizon" udkommer i Europa den 2. marts.
Det vil dog uden tvivl præge albumsalget, at pladen er blevet lækket.
Efter sigende var det medarbejdere på gruppens pladeselskab i Australien, der ved en fejl kom til at sætte pladen til salg digitalt.
Herefter blev albummets sange distribueret videre til en række illegale internetplatforme, hvor musik distribueres gratis.