Fortsæt til indhold
Musik

Populært rockband siger farvel og tak

Bandet har solgt 30 mio. plader og har turneret over hele kloden de seneste 35 år - nu er det slut.

Et af australiens største rock-navne INXS siger nu pænt farvel og tak efter 35 år på landevejen og med flere million-sællerter "på samvittigheden".

Det fremgår af en udtalelse bandet har udsendt tirsdag.

"Vi har forståelse for, at dette må komme som et slag for mange, men alting har en ende", siger INXS og tilføjer:

"Vi har optrådt som band i 35 år. Det er på tide at træde tilbage fra arenaen."

Afviser ikke pladeudgivelse

Om der på sigt kan blive tale om eventuelle pladeudgivelser, vil bandet tilsyneladende ikke helt udelukke.

INXS havde dets absolutte storhedstid i 1980'erne og et stykke op i 1990'erne, hvor deres gennembruds-album "Kick" alene i 1987 solgte i 10 mio. eksemplarer. I de år gav bandet blandt andet koncerter for 80.000 på Wembley i London og for 120.000 i Rio De Janeiro.

Bandets karriere fik for alvor et knæk i 1997, da bandets forsanger Michael Hutchence døde.

Siden har bandet haft skiftende forsangere. Blandt andet canadieren J.D. Fortune, som bandet fandt via en talentkonkurrence på tv.