Fortsæt til indhold
Musik

Seebach: "Den sindssygeste optur"

Han vandt flere priser til årets Danish Music Awards, men Publikumsprisen er den Rasmus Seebach vægter højest.

Ritzau

Han blev aftens helt store vinder og stak af med hele fire priser. Sangeren Rasmus Seebach var helt i chok efter prisoverrækkelsen ved Danish Music Awards 2012.

- Det er overvældende. Jeg tror ikke, at jeg rigtigt har fattet det endnu. Det er den sindssygeste optur - og det er for fedt, siger han efter prisuddelingen i Forum lørdag aften.

Den 32-årige sanger ankom sent til award-showet, fordi han havde en koncert et andet sted i byen, der lige skulle overstås først.

Derfor gik han glip af prisoverrækkelsen af prisen for Årets Danske Sangskriver, som han vandt sammen med Lars Ankerstjerne og Nicolai Seebach for skiven "Mer' end kærlighed".

Men da det kom til overrækkelsen af Årets Danske Mandlige Kunstner, Årets Publikumspris og Årets Danske Popudgivelse, var Seebach klar i salen.

Faktisk i det samme, han nåede frem til showet i Forum, kunne han begynde at gå i pendulfart mellem podiet og hans plads i VIP-området.

- Jeg sad med en halvlunken bajer i bilen og tænkte "Jeg vil vildt gerne nå at være med", siger han.

- Da jeg så nåede frem, var det meget mærkeligt at blive smidt ind i, for jeg fik en pris kort tid efter. Og så den næste. Så jeg tror lige, at jeg skal hjem og sunde mig, tilføjer sangeren.

Den prisvindende stjerne er dog ikke i tvivl om, hvis han bliver spurgt, hvilken af priserne, der betyder mest.

- Selvfølgelig er det vigtigste for mig, at publikummet kan lide det, jeg laver. Derfor er det klart Publikumsprisen, der får det største kys fra mig, når jeg går i seng i nat, siger han.

Rasmus Seebach fik stor succes med sit debutalbum i 2009 og blev bedst sælgende danske kunstner. Men hans andet album "Mer' end kærlighed" er allerede på vej til at sælge lige så meget.