Demonstrationer mod Lady Gaga i Filippinerne
Protesterne over Lady Gaga har nu bredt sig til Filippinerne.
Kristne grupper anklager sangerinden for blasfemi og kræver hendes to forestående koncerter aflyst, men den lokale arrangør oplyser, at de vil blive gennemført.
Gaga blev mødt af begejstrede fans, da hendes privatfly landede i hovedstaden Manila lørdag aften, men uden for spillestedet havde der samlet sig flere hundrede unge kristne.
De er vrede over popstjernens musik og gik på gaden igen søndag for at demonstrere mod hendes optræden.
Judas forarger
Især singlehittet "Judas" forarger de troende, som kalder skæringen en hån mod Jesus Kristus. Protesterne er dog forgæves.
Arenaen i SM Mall of Asia danner i aften og tirsdag rammen om Gagas koncerter og stedets vicedirektør Allan Florendo fastslår, at demonstranterne bare kan komme an.
»Vi har over 300 sikkerhedsvagter og 100 udsmidere på plads, så vi er klar,« siger han og oplyser, at arenaen også samarbejder med politiet.
Ikke-voldelige demonstrationer
Orlando Cutaran fra organisationen Christian Professionals Evangelism Fellowship understreger over for nyhedsbureauet AFP, at demonstrationerne er ikke-voldelige.
»Vi beder bare for, at arrangørerne vil skifte mening,« siger han og fortsætter:
»Vi tager stilling mod Lady Gagas blasfemiske sange og videoer. Unge mennesker skal ikke påvirkes af sådan noget.«
Måtte aflyse i Jakarta
Det er en betingelse for Gagas koncerter, at hun klæder sig tækkeligt på scenen, undlader at bande og i det hele taget opfører sig anstændigt.
Samtidig råder flere lokale musikere sangerinden til at ændre teksten til numre som "Judas", så hun undgår at støde nogen.
Den amerikanske sangstjerne måtte fornylig aflyse en planlagt koncert i Jakarta. Efter pres fra yderligtgående muslimer nægtede de indonesiske myndigheder hende den nødvendige tilladelse.
Ved starten på Gagas verdensturné i Seul fornylig demonstrerede rabiate kristne mod koncerten, men uden held.
Der blev dog fastsat en aldersgrænse på 18 år. Sangerindens "Born This Way Ball"-turné rammer Parken i København den 2. september.