X Factor-fårene er skilt fra bukkene
Brutto-truppen, der skal kæmpe om finalepladserne er udtaget - og det var en lang rejse.
"Det eneste, der kan ødelægge det for mig, det er hvis I er totalt blanke. Er I det?
"Nej... Nej, det er vi godt nok ikke. Vi er meget kloge."
"Hvad skal jeg stille op? ... Jeg er 48 år.. Hvad synes I? Giv mig et godt råd. Hvad skal jeg stille op?"
"Med os?"
"Jeg er en ældre mand, ikke. Jeg har drømt om kærlighed hele mit liv. Jeg har kun fået sex."
"Øhhhmm...."
"Hvad er et godt råd?"
"Hvad et godt råd er?"
(Pause)
"OK.. Farvel."
"Skal vi ikke synge?"
"Nej."
Hvis ikke det var fordi den mandlige aktør i denne ordveksling hed Thomas Blachman og var dommer i X Factor, kunne man godt få den tanke, at fjernsynet var stillet ind på den forkerte kanal.
De to, der blev bedt om at give dommeren et godt råd, var deltagerne Simone og Isabelle, der naturligt nok bagefter undrede sig såre og konstaterede at det var noget af det mærkeligste, de nogensinde havde været med til.
Men konkluderede også at Blachman er Blachman og Simone tilføjede:
"Det er jo ikke til at vide, hvad i alverden den mand, han vil..."
Underholdning
Nej, det er ikke til at vide.
Men i det fjerde X Factor-program, hvor det hele handlede om at sortere godt og grundigt ud i de tre kategorier, bidrog han til det X Factor til syvende og sidst handler om:
Underholdning.
I program efter program har værtinden Lise Rønne talt om X Factor- stjerner og når det er gået hedest til om Danmarks nye stjerner, fremtidens stjerner og andet astronomisk..
Tættere kom hun på virkeligheden, da hun for et øjeblik siden rundede aftenens program af med en konstatering af, at nu gik kampen for X Factor-trofæet for alvor ind.
Så er der ikke lovet mere end programmet kan holde - et trofæ kan pynte på enhver hylde - og så parkerer vi lige den der med stjerne-fabrikken.
Indtil videre.
En masse valg
I aftenens X Factor - super-bootcampen - handlede det hele om valg. Nogle lette, men de svære var givet flest for de tre dommere.
Sikkert også sværere valg end vi som seere fornemmede, idet vi i løbet af de første X Factor-programmer er blevet præsenteret for en stærkt redigeret virkelighed.
Og lige nøjagtig i et udvælgelses-program som aftenens er redigeringen - tilrettelæggernes beslutning om, hvad seerne skal høre og hvem vi skal se - et problem.
Mange af de deltagere, der imponerede i det tre første programmer så vi intet til i aften - de forsvandt blot ud i den blå luft uden, at vi som seerne i sagens natur fik en forklaring.
Alt for mange
Generelt kunne det så undre, at de tre dommere fra første færd havde sendt så mange videre til aftenens runde.
Mange faldt totalt igennem - også deltageren, der dukkede op med teksten til sin sang skrevet ned på et stort stykke papir. Han erkendte, at han ikke kunne klare sig uden - og havde så iøvrigt også ualmindelig svært ved at ramme en tone nogenlunde rent.
Hvad der i første omgang havde fået de tre dommere til at sende f.eks. ham videre kan undre.
En løs ende knyttet
En enkelt løs ende fik vi knyttet og det var "den-stærkt-ambitiøse-mor-temaet", der er en del af ethvert X Factor-program.
Deltageren Zabrina, der i første program erkendte, at hun først og fremmest var med på grund af mor Kätes ambitioner, kom vi lige omkring igen.
I aftenen program var moren ikke med bag scenen, da Zabrina sang Taylor Swifts "White Horse".
Og det var så det. Definitiv exit af årets X Factor.
"Jeg er mest nervøs for min mors reaktion", sagde hun, da det var slut.
Men det hele endte, som den slags eventyr skal ende.
Med et stort knus fra moren udenfor på gaden og den grådkvalte forsikring til datteren:
"Du er stadig min stjerne."
Aftenens drama
Aftenens drama havde den 34-årige Sidsel i centrum.
Først blev hun sendt hjem.
Men så fortrød Cutfather, og det lykkedes ham at få sine to meddommere overtalt til at hente hende tilbage som et ekstra medlem nummer 111 i gruppen med deltagere over 25 år.
Så nu har hun noget at leve op til....
Udover at være sørgemusikkens og tudekiksenes aften, var det også aftenen, da de tre dommere fik deres kategorier.
Blachman og grupperne
Thomas Blachman fik grupperne og siger i den anledning:
"Kunsten er aldrig at underkende sin egen betydning. At tage ansvar for, hvad vi går rundt og laver i hvert vores liv. Lad røvhullerne fyre sig selv, hvis de tager pladsen for et støre talent, end de selv er. Uanset på hvilken post de befinder sig i vores samfund, ville denne gerning være af historisk betydning. Tro mig.”
Rosendal og de unge
De unge deltagere under 25 kan se frem til bootcamp med Pernille Rosendal, der er godt tilfreds:
"Jeg er selvfølgelig mega glad for at have fået de unge. Der er nogle sindssygt stærke unge sangere i år – nogle af de stærkeste sangere, som vi nogensinde har set i X Factor i Danmark. Det er klart, at det er en gave for mig som dommer at arbejde med nogle, som allerede nu er så langt i deres proces, som de er. De har et kæmpe potentiale!”
Cutfather og de ældste
Cutfather skal arbejde med deltagerne over 25 år, og siger i den anledning.
"Jeg vil gerne give mine deltagere tips og vejledning til, hvad der er i musikbranchen af op- og nedture. Det, at de er med i X Factor, er kun en lille del af deres forhåbentlig fremtidige karriere, hvis de har tænkt at arbejde videre med musik. Jeg har masser af erfaring, og den vil jeg gerne give videre.”
Bootcamps
Fra næste uge er deltagerne fordelt i bootcamps tre forskellige steder i landet.
Her vil talentet hos de enkelte deltagere forhåbentlig skinne så meget igennem, at det mest oplagte bud på en X Factor-trofæ-vinder, der går på scenen, når X Factor sendes live.
Men der er et stykke vej endnu.
Det første live-program sendes fredag den 10. februar.
Ordet er dit
Har du en kommentar til aftenens program eller X Factor generelt?