Susan Boyles liv foreviges i musical
Den syngende sensation fra "Britain's Got Talent" bliver omdrejningspunktet for en ny musical.
Ikke mange havde forventet, hvad der ville komme ud af Susan Boyles mund, da hun gik på scenen under Simon Cowells talentshow "Britain's Got Talent" i 2009.
Nu bliver der lavet en musical bygget på hendes liv.
- Jeg er glad for, at musicalen bliver lavet. Jeg troede aldrig, min livshistorie ville ende på en scene, men meget er sket på to år, og det har meget spændende udsigter.
Overraskelser undervejs
- Jeg håber, alle nyder showet, og jeg lover, der vil være nogle få overraskelser undervejs, siger Susan Boyle, der har solgt 14 millioner plader verden over.
Ifølge The Daily Mail skal hovedrollen som Susan Boyle spilles af skuespillerinden Elaine C. Smith.
I dreamed a dream
Den 50-årige sangerindes inspirerende historie kommer til at hedde "I Dreamed A Dream" og bliver skabt af produceren Michael Harrison.
- Hun er en inspirerende kvinde, og hendes historie er fantastisk at fortælle. En person med råt talent, som overrasker verden og trodser alle odds for at skabe et godt liv for sig selv, siger produceren og fortsætter:
- Historien har alle kvaliteterne fra et eventyr, men med den ekstra bonus, at det hele er sandt. Jeg ser meget frem til turnéen.
"I Dreamed A Dream" har premiere på Newcastle's Theatre Royal den 23. marts 2012 og vil derefter turnere rundt til internationale scener.