Sarahs rå stemme er intakt
Flere medier har skrevet, at Sarahs stemme er ødelagt af X Factor. Hun er selv dybt uenig.
Den nye X Factor vinder anno 2011 er kendt for sin karakteristiske mørke og rå stemme.
De seneste dage har der imidlertid været debat om, hvorvidt Sarahs stemme er blevet ødelagt af deltagelsen i X Factor.
"Jeg gider ikke kommentere på de artikler, for jeg synes, at de er latterlige," sagde Sarah hovedrystende til jp.dk efter aftenens show og fortsatte:
"De (medierne red.) skal ikke fortælle mig, hvad de tror, der sker, for de har jo ikke min stemme. Det er altså min egen skyld, at jeg har smadret den så meget i dag. Men jeg bliver ved med at kunne synge fremover."
Sår på stemmebåndet
Cutfather bakkede straks sin nyslåede vinder op.
"Jeg har set mange X Factor vindere fra England med de samme problematikker. Den første X Factor vinder fik faktisk sår på stemmebåndet, og det har Sarah altså ikke fået," sagde Cutfather, mens han lagde en beskyttende arm om Sarah.
Derfor ville Sarahs mentor da også hellere tale om sin 15-årige vinders formidable præstation i aftenens finaleshow.
"Sarah er helt fantastisk til at synge. Hun er sin egen, og jeg elsker hende for det".