Fortsæt til indhold
Musik

Nul erstatning for Whitney-skandale

Koncertgængere får ikke penge retur for Whitney Houstons skandaløse optræden.

Hun sang falskt, var hæs og talte en stor del af tiden frem for at synge.

Ved billetsalgets start var det ellers blevet lovet, at Whitney Houston var tilbage i topform, når hun skulle optræde i Forum i sommer.

LÆS OGSÅ: JP gav Whitney én stjerne

Men det mente mange af koncertgængerne bestemt ikke var tilfældet, da den 47-årige popsangerinde stod på scenen i begyndelsen af juni.

Koncertarrangør afviste klagerne

Derfor klagede de til Forbrugerklagenævnet og krævede deres penge tilbage.

Nu er der faldet afgørelse i sagerne, efter at koncertarrangøren havde afvist forbrugernes klager og henvist til, at de havde leveret en kontraktmæssig ydelse:

"Koncerten blev afviklet med fuldt band og storskærme, og Whitney Houston sang sine sange live".

"Whitney kunne ikke synge"

Et ægtepar krævede deres penge retur, fordi de mente, at de ikke havde fået den lovede ydelse, som de havde betalt for.

Efter deres opfattelse kunne hun ikke synge og opførte sig underligt på scenen. Ægteparret forlod koncerten efter 25 minutter, fordi de var skuffede.

En anden forbruger krævede sine penge helt eller delvist refunderet, fordi hun mente, at koncertens kvalitet var uacceptabel. Ifølge forbrugeren sang Whitney Houston falsk, var hæs og talte en stor del af tiden frem for at synge.

Koncertoplevelser er subjektive

Men Forbrugerklagenævnet afgjorde, at forbrugerne ikke havde ret til at få deres penge tilbage, fordi koncertarrangøren kontraktmæssigt havde opfyldt ydelsen.

Desuden mente nævnet, at en koncertarrangør ikke kan være ansvarlig for en kunstners performance på scenen.

"Forbrugerklagenævnets afgørelse understreger, at en koncertarrangør ikke kan holdes ansvarlig for publikums opfattelse af en koncert. Sådan en oplevelse vil altid være subjektiv," siger Henrik L. Sedenmark, der er jurist hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

LÆS OGSÅ: Publikum skred fra Whitney Houston