Danske sangerinder hitter i udlandet
Nummeret ”Calabria” med Natasja som sangerinde topper listen over de mest spillede danske sange i udlandet. Herhjemme er Thomas Helmig den mest populære sangskriver.
Sangerinderne er det stærke køn, når det gælder om at blive et hit i udlandet.
Det viser en ny opgørelse fra Koda, der forvalter danske og internationale ophavsrettigheder til musikværker.
I toppen af listen finder man sangen ”Calabria”, der er komponeret af Enur og som bliver sunget af Natasja.
Nummeret har efterhånden haft en meget lang levetid.
Skrevet i 2003
Det blev skrevet tilbage i 2003 af Enur, som er et alias for Rune Reilly Kölsch - der også kendes som Rune RK.
Efterfølgende blev det et hit rundt om på en række diskoteker. Men den helt store succes blev opnået, da sangen i 2006 blev indspillet med såvel Natasja som Alex Gaudino på vokal. Gaudino-versionen ligger på andenpladsen på listen over de mest spillede danske kompositioner.
Til Koda siger Rune Kølsch:
»Jeg er superlykkelig og stolt over at have ramt noget, som folk kan lide. I princippet har populariteten ikke så meget med mig at gøre, for ”Calabria” har ligesom haft sit eget liv,« udtaler han.
Sangen blev i Natasja-udgaven et stort hit i USA.
Her blev den på et tidspunkt spillet 8.000 gange om ugen, og der er ifølge Koda solgt omkring 800.000 downloads af sangen i verdens største musikland.
Fedde Le Grands påvirkning
På listens tredjeplads kommer ”Superstar”.
Sangen blev i sin tid komponeret af Remee samt Mich Hansen og Joe Belmaati - alias Cutfasther & Joe - og indspillet af både den britiske sanger Jamelia og danske Christine Milton.
Jamelia lægger også stemme til sangen på fjerdepladsen, ”Something About You”, mens femtepladsen indtages af Ida Corr med ”Let Me Think About It”. Den populære version er et remiks, som den hollandske dj Fedde Le Grand står for.
Infernals ”From Paris To Berlin” ligger på sjettepladsen, mens Jacob Gades ”Tango Jalousie” stadig gør sig gældende i udlandet. Den ligger i år på listens syvendeplads.
På ottendepladsen kommer Safri Duos gamle hit ”Played Alive”, mens Camille Jones er på niendepladsen med ”The Creeps”. Her er der ligeledes tale om et remiks af Fedde Le Grand.
Laid Back er med
På tiendepladsen finder man Laid Backs 1980’er-hit ”Sunshine Reggae”, som har været fast inventar på listen i en årrække. Til gengæld er Aqua, der i årevis har huseret i top ti, ikke længere i det eksklusive selskab.
På listen over de mest spillede komponister og sangskrivere herhjemme, topper Thomas Helmig.
"Jeg er enormt stolt over at være nummer et på den liste," udtaler han til Koda.
Thomas Helmig har byttet plads med sidste års etter, Steffen Brandt fra TV-2. Herefter følger Kim Larsen, Anne Linnet, Klaus Kjellerup (Tøsedrengene og Danser med Drenge), Sebastian, Anders Bønløkke (fra Alphabeat), Elisabeth Gjerluff Nielsen, Thomas Troelsen og Peter A.G. Nielsen.
De offentliggjorte lister er opgjort efter musik spillet i 2007 - og som er afregnet i 2008. Det oplyser Koda. Spillelister for 2008 udregnes i anden halvdel af 2009.