Duffy gæster København
<p>Årets bedste sanger 2008, soulsangerinden Duffy, synger for Danmark til sommer.</p>
Hun har netop vundet flere fornemme priser ved årets Brit Awards, først og fremmest modtog hun prisen for bedste britiske album, hun blev også kåret som bedste britiske sanger og fik prisen for årets gennembrud. Den 12. juni kommer Duffy til Danmark, hvor hun vil optræde i Falconer Salen i København.
Det er anden gang i hendes karriere, at den 24-årige sangerinde gæster Danmark. Hun optrådte første gang i Danmark, da hun sidste sommer åbnede Arena scenen på Roskilde Festival.
Duffy stod sidste år bag den bedst sælgende plade i Danmark med debutudgivelsen Rockferry, der indeholder hits som Mercy, Warwick Avenue, Stepping Stone og Rain on Your Parade.
I begyndelsen af karrieren blev den walisiske sanger udnævnt til den nye Amy Winehouse, men hun har efterhånden markeret sig og behøver vel ingen sammenligning.
Duffy har selv udtalt, at hun er inspireret af store artister som Dusty Springfield og Burt Bacharach.
Forsalget til koncerten begynder mandag den 9. marts via www.billetlugen.dk samt Fona-butikker landet over.