Debutant bliver musikprishelt
Soulsangeren Duffy vinder flere fornemme priser til stor britisk musikprisfest. Katy Perry kaster op efter at have modtaget pris.
Det er et års tid siden, at Duffy udgav sit debutalbum "Rockferry".
Og til en af de vigtigste britiske musikprisfester, Brit Awards, der blev holdt onsdag aften i det store spillested Earls Court i london, blev hun den store vinder.
Den 24-årige sanger modtog først og fremmest prisen for bedste britiske album. En tydeligt rørt Duffy kaldte prisen resultatet af fem års hårdt arbejde.
Den walisisk fødte sanger blev også udråbt til bedste britiske sanger og modtog prisen for årets gennembrud.
"Det er en stor ære at være her. Jeg ved ikke, hvad det her betyder, men det var godt, at min mor ikke fik en dreng," sagde Duffy, da hun modtog prisen som årets kvindelige sanger.
Åbnet af U2
Brit Awards - eller bare Brits - blev åbnet af verdens største rockband, irske U2.
Gruppen spillede den aktuelle single "Get On Your Boots" - og sanger Bono fik meddelt, at det var godt at være tilbage.
Katy Perry, der mandag skal optræde i Danmark, modtog også en pris.
Bagefter - backstage - kastede hun op, skriver flere medier. De fortæller også, at Katy Perry havde følt sig syg op til prisfesten.
Elbow, Paul Weller, Iron Maiden, Girls Aloud, Kings Of Leon og Kanye West modtog også hæder i løbet af den lange prisaften, hvor såvel Duffy som Coldplay var blandt de navne, som optrådte.