*

Musik

Stevie Wonder hylder afdød sangskriver

Sylvia Rose Moy var med til at skrive flere af amerikanerens tidlige hits.

Den amerikanske soulstjerne Stevie Wonder hylder sangskriveren Sylvia Rose Moy. Foto: Silvia Izquierdo, AP

Den amerikanske sangskriver Sylvia Rose Moy, som døde i weekenden, bliver hyldet af den amerikanske soulstjerne Stevie Wonder.

Han betragtes som en af alle tiders mest populære og succesrige sangskrivere.

I begyndelsen af hans karriere på pladeselskabet Motown arbejdede han sammen med Sylvia Rose Moy og Henry "Hank" Cosby" om hits som "Uptight (Everything's Alright)", "My Cherie Amour" and "I Was Made To Love Her".

»Hvordan holder du op med at elske dem, du har elsket hele livet. Det gør du ikke,« skriver Stevie Wonder i en hyldestskrivelse, som det amerikanske magasin Rolling Stone har viderebragt til sine læsere.

Stevie Wonder fortæller, at Sylvia Rose Moy har beriget en række af hans sange med nogle stærke tekster.

Men hun gjorde mere end det, understreger han, og peger på, at hun med sin deltagelse i musikprocessen gjorde ham til en langt bedre sangskriver.

Ifølge Rolling Stone overvejede stifteren af Motown, Berry Gordy, på et tidspunkt at slutte samarbejdet med Stevie Wonder - der som teenagestjerne kaldte sig Little Stevie Wonder.

Hans stemme var gået i overgang, og efter hittet "Fingertips" i 1963 havde Wonder svært ved at levere nye store hits.

Men så blandede Sylvia Rose Moy sig og fik Gordy overbevist om, at han skulle beholde Stevie Wonder. Sylvia Rose Moy var den første kvindelige sangskriver og producer på Motown.

Stevie Wonder, Sylvia Moy og Henry "Hank" Cosby skrev udover førnævnte numre også sange som "I'm Wondering" og "Never Had A Dream Come True".

I 2006 blev Sylvia Moy, der senere i karrieren skrev musik til tv og film, optaget i den prestigefyldte Songwriters Hall Of Fame. Hun døde lørdag den 15. april, 78 år gammel.

I 1970'erne trådte Stevie Wonder for alvor i karakter som voksenkunstner med album som "Music of My Mind", "Talking Book", "Innervisions" og "Songs in the Key of Life".

Den 66-årige Stevie Wonders seneste album, "A Time to Love", udkom i 2005. I de senere år har Stevie Wonder optrådt i Danmark - i Gigantium i Aalborg, Parken i København og på Roskilde Festival.

Den amerikanske soulstjerne Aretha Franklin har udtalt, at Stevie Wonder er involveret i indspilningen af hendes kommende album.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Rytmisk musik

Den bedste duo på dagen?

I hver sin ende af spektret begejstrede unge Royal Blood og hårdt prøvede Erasure sine fans på Roskilde Festival.
Annonce
På den anden side
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her