Unik Harry Potter-bog under hammeren
En sjælden førsteudgave af "Harry Potter og De Vises Sten" med forfatter J.K. Rowlings tanker og kommentarer skal sælges på en velgørenhedsauktion.
Hvilke tanker gik gennem hovedet på J.K Rowling, da hun skrev den første Harry Potter-bog?
Det kan fans af den populære bogserie om troldmanden og andre nysgerrige sjæle få svar på, når en unik førsteudgave af "Harry Potter og De Vises Sten" kommer under hammeren.
Det gør den snart til en velgørenhedsauktion på Sotheby's i London, oplyser den engelske afdeling af forfatterorganisationen Pen ifølge nyhedsbureauet AP.
Står usynligt skrevet
Bogen indeholder forfatter J.K. Rowlings håndskrevne kommentarer og tanker om bogen og filmatiseringen.
Desuden indeholder den 22 håndtegnede illustrationer, blandt andet af Harry Potter som sovende spædbarn og af rektor på troldmandsskolen Hogwarts, Albus Dumbledore.
I et 43 siders tillæg med tanker og efterrationaliseringer skriver J.K. Rowling blandt andet:
"Jeg skrev bogen ... i stjålne timer, på larmende caféer eller i nattens mulm og mørke. For mig står historien om, hvordan jeg skrev "Harry Potter og De Vises Sten" skrevet usynligt på hver side, kun læseligt for mig selv."
Mest solgte nogensinde
Romanserien om Harry Potter tæller syv bøger og er den mest solgte bogserie nogensinde. Den er omdannet til et film-franchise, som har indtjent milliarder af kroner.
"Harry Potter og De Vises Sten" blev første gang udgivet i 1997 og er den mest sjældne bog i serien. På en auktion i 2007 blev en førsteudgave af bogen solgt for knap 174.000 kr.
Harry Potter-bogen er en af 51 førsteudgaver med forfatterkommentarer, som kommer under hammeren på Sotherby's. Til auktionen kan man også byde på "Bridget Jones' dagbog" af Helen Fielding, "Det Gyldne Kompas" af Philip Pullman og "Matilda" af Roald Dahl.