Ensemble skaber unikke toner til nuet
Hør jazzmusikeren Carsten Dahl og Ensemble MidtVest improvisere sammen ved fire koncerter.
De har improviseret sammen før med stor succes. Nu mødes det klassiske Ensemble MidtVest og jazzmusikeren Carsten Dahl igen for sammen at lade unikke toner opstå i nuet. Det sker på fire koncerter i Herning, Holstebro, Kolding og Ikast i perioden den 18. – 23. maj.
Sideløbende med den traditionelle kammermusik har Ensemble MidtVest udviklet et fælles og enestående musikalsk sprog, hvor grænserne mellem stilarter og genrer ikke længere eksisterer. Noderne og nodestativerne pakkes helt væk, mens intuition, samspil og kreativitet tager over. Som inspirator ind i denne frie musikalske proces har ensemblet siden 2007 haft Carsten Dahl tilknyttet som kunstnerisk konsulent. Det er ham, der har introduceret improvisationsteknikkerne for ensemblets klassiske musikere.
H.C. Andersen som inspirator
En af Dahls store inspirationskilder er H.C. Andersen.
"Som kunstner er man som vand. H.C. Andersen sagde om sig selv: ’Alting bevæger mig og alting spejler sig i mig’. Denne måde at opfatte verden på er afgørende i måden man lader sig bevæge når man improviserer musik. Vi stiller os til rådighed for øjeblikket. Vi bliver øjeblikkets klangbund," beskriver Carsten Dahl processen.
Kendt for sin åbenhed
Dahl har for længst slået sin position som en af Europas førende improviserende pianister fast. Foruden sin slående evne til at sætte sig til flygelet og lade tonerne strømme er Carsten Dahl også kendt for sin åbenhed og det altid tilstedeværende ønske om at være en formidler af musik. I februar 2012 blev han således ansat som professor i rytmisk samtidsmusik på Rytmisk Musikkonservatorium i København.