Trio con Brio minus én erobrer Aarhus
Trio con Brio-cellist er i lykkelige omstændigheder. Hør nordmand erstatte hende i Aarhus.
De har rejst kloden tynd og spillet klavertrioer på eliteplan. På onsdag den 24. og torsdag den 25. april - aftenerne op til store bededagserien - lægger de tre musikere i Trio con Brio vejen forbi Musikhuset Aarhus for at være solister med byens symfoniorkester.
Det vil sige, det bliver kun de to af trioens musikere – pianisten Jens Elvekjær og violinisten Soo-Jin Hong – der dukker op på koncerten. Cellisten Soo-Kyung Hong er nemlig i lykkelige omstændigheder. Hun erstattes af den norske cellist Torleif Thedéen.
Raffineret Martinu og medrivende Mozart
På programmet er tjekkiske Bohuslav Martinus Concertino for klavertrio og strygere, H 232 – et raffineret værk, som sjældent opføres i de danske koncertsale.
Herpå spiler Jens Elvekjær Mozarts betagende og medrivende Klaverkoncert nr. 24, c-mol, KV 491 sammen med Aarhus Symfoniorkester. Koncerten slutter med Brahms’ sprudlende Dobbeltkoncert for violin og cello, opus 102, a-mol.
Pianist vender hjem til Aarhus
For Jens Elvekjær er Aarhus særdeles velkendt. Han er både født og uddannet i byen, inden han rejste til Wien, hvor han mødte de to koreanske strygersøstre, som han i mange år har dannet trio med. I dag har han forrygende travlt - både som solist og som tredjedel af Trio con Brio.
Det århusianske publikum er allerede på fornavn med cellisten Torleif Thedéen. Han har tidligere begejstret lytterne her med sin fine musikalitet.
"Vi er glade for, at det er lykkedes at få ham til at udfylde sidste tredjedel af solisttrioen,” siger Mariann Sejer Nielsen, der er informationschef for Aarhus Symfoniorkester.
Norsk pindepisker i spidsen
I spidsen for koncerten står norske Ingar Bergby, der til hverdag bl.a. dirigerer Det Norske Radioorkester, KORK.
Han får noget at se til med at holde styr på først tre, så én og til sidst to solister samt symfoniorkestret på dette sit første besøg i Aarhus.
Begge koncerter begynder kl. 19.30
Se mere om symfonikoncerterne her.