*

Historie 09.01.2013 kl. 16:03

Årets 10 arkæologiske fund

Fortiden væltede op af dansk jord i 2012 - Kulturstyrelsen har udvalgt årets 10 fund.

Det udgravede, væltede borgtårn fra middelalderen i Vordingborg. Foto: Danmarks Borgcenter.

Skatte, skibsvrag og fortidens bygninger.

Det er nogle blandt de mange arkæologiske fund, der nærmest stod i kø for at komme op af jorden i det forgangne år.

2012 var et arkæologisk indbringende år, og Kulturstyrelsen har traditionen tro udvalgt ti væsentlige fund fra året, der gik.

Skibsvrag fra 1644

Øverst på listen finder man skibsvraget af "Swarte Arent" (Sorte Ørn), der sank ved et søslag mellem Danmark og den svensk-hollandske flådestyrke den 13. oktober 1644.

Vraget blev fundet i Femern Bælt, og det er et af de bedst bevarede fra 1600-tallet i Danmark.

Ifølge historiske kilder var der ingen omkomne om bord, men fundet af et kranium og andre skeletdele vidner om, at en 20-30-årig mand aldrig forlod skibet.

Svenskerne fandt dansk sølv

Et andet stort fund i 2012 blev gjort takket være tre svenske amatørarkæologer - Iohannes Sundberg, Tobias Bondesson og Tommy Olesen.

Med deres metaldetektorer fandt de ved Lejre en sølvskat - med enkelte guldgenstande - på mere end fem kilo og 2.500 enkeltdele, der lå i et lerkar, som blev nedsat i slutningen af 400-tallet.

Et af de to relikviekors, som dukkede op på Bornholm. Foto: Bornholms Museum.
 

På Bornholm blev der også gjort et sølvfund. Her fandt en fritidsarkæolog sølvbarrer, to relikviekors og sølvmønter fra 1100-tallet ved Østermarie.

Mange bygninger

Andre fund var fem urnegrave fra år 500 f.v.t. ved Møsvrå i nærheden af Kolding og en 20 meter lang stendysse fra tidlig bondestenalder, som blev fundet under arbejdet på det nye supersygehus i Skejby.

Ved arbejdet på en motorvej mellem Bording og Låsby dukkede et hus på syv gange 65,5 meter fra oldtiden op.

Og det er langt fra den eneste bygning, som findes på top ti-listen. Et nedbrændt hus, som har tilhørt en 2.000 år gammel stormandsgård i Hoby på Lolland blev også udgravet.

Makker til gåsetårnet

Dertil dukkede et helt samfund fra oldtiden op bestående af 25 forhistoriske gårde, 25 grave, tre dødehuse og en jernudvindingshytte ved et motorvejsbyggeri ved Hårup, mens sjældent velbevarede langhuse fra 2400-1700 f.v.t. - den yngre stenalder - blev fundet i forbindelse med et byggeri af et kreaturslagteri ved Holsted.

Sidst, men ikke mindst dukkede et væltet borgtårn op, som havde ligget i vandet i 650 år. Det blev fundet under arbejdet i voldgraven ved Vordingborg Slotsruin og er en makker til Gåsetårnet.

Væltet tårn fundet i voldgrav

Amatør fandt endnu et unikt sølvkors

 

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Tilmeld dig Kultur nyhedsoverblik
forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Kultur
Annonce
Annonce