*

 

Historie

Sensationelt foto rejser nye spørgsmål

Tyskland var sandsynligvis mere involveret i massivt folkedrab i Tyrkiet, end man vil være ved.

På billedet fra 1915 ses en række officerer foran rester af mennesker spredt på jorden. Nummer to og tre fra venstre er tyske officerer, og billedet antyder, at Tyskland i virkeligheden var mere involveret i Tyrkiets systematiske udryddelse af 1,5 mio. armenere i 1915. Foto: Armenian Genocide Museum

Et ikke tidligere offentliggjort foto fra 1915 kan på flere punkter være med til at ændre opfattelsen af Tysklands involvering i Tyrkiets blodige folkedrab på armenere i 1915.

Det uskarpe foto er gravet frem fra arkiverne af Hayk Demoyan, der er leder af det særlige folkedrab-museum i Armeniens hovedstad Yerevan.

På billedet ses tre tyrkiske officerer, en kurder og - bemærkelsesværdigt - to tyske officerer, der står foran rester af mennesker spredt på jorden.

Billedet kan, mener museumslederen, dateres til 1915, da Tyrkiets tvangsflytning og systematiske udryddelse af 1,5 mio. armenere kulminerede i, hvad der siden er betegnet som den første Holocaust i det 20. århundrede.

Ikke tidligere offentliggjort

Billedet har aldrig tidligere været offentliggjort og har befundet sig i arkiverne i snart 100 år.

Og det genrejser spørgsmålene: Deltog Tyskland aktivt i folkemordet på armenerne? Og i givet fald på hvilket plan?

Selv om historikerne ikke er i tvivl om, at Tyskland var involveret, så er de to spørgsmål er aldrig blevet 100 pct. besvaret - og bliver det måske aldrig.

Gav udtryk for afsky

Da folkedrabet fandt sted, gav tyske diplomater i Tyrkiet udtryk for afsky og forfærdelse over tyrkernes behandling af armenerne - og den tyske rigsdag fordømte i stærke vendinger folkedrabet.

En tysk militærlæge, Armin Wegner, der befandt sig i området i 1915, var så rystet over, hvad han oplevede, at han satte livet på spil ved systematisk at tage billeder af tyrkernes ugerninger. Mange år senere tryglede han på vegne af de tyske jøder Hitler om at indstille forfølgelsen af jøderne. Han blev arresteret og tortureret af Gestapo.

Han overlevede krigen og har i dag opnået heltestatus i Israel - noget af hans aske er desuden begravet ved det armenske folkedrabs-museum i Yerevan.

Billedet gemt i arkiv

Det fundne foto, der viser de to tyske officerer, er - mener Hayk Demoyan - taget på en lokalitet kaldet Yerznka, hvor i tusindvis af armenere systematisk blev myrdet af tyrkerne.

Billedet er dukket frem fra arkiverne, hvor det var vedhæftet en øjenvidneskildring af folkedrabet.

Historikere forsker stadig intenst i tyrkernes massive udryddelse af armenerne og i Tysklands rolle.

Man har blandt andet dokumenteret, at flere af de tyske officerer, der i 1915 var udstationeret i Tyrkiet og derfor var vidende om folkedrabet, som også Tyskland tog kraftigt afstand fra, senere kom til at spille markante roller i Hitlers udryddelse af jøderne.

Auschwitz-kommandant i Tyrkiet

Den mest "prominente" i det selskab var Rudolf Hoess, der som ganske ung gjorde tjeneste i Tyrkiet i 1916. Fra 1940 til 1943 var Hoess kommandant i udryddelseslejren Auschwitz ved Krakow i det sydlige Polen.

Konstantin Freiherr von Neurath var i 1915 i Tyrkiet med den særlige opgave at følge og registrere tyrkernes udryddelse af armenerne. Han spillede senere en meget aktiv rolle i Hitlers udenrigspolitik.

Hvem de to tyske officerer, der ses på billedet fra 1915, er, det vides ikke.

Dansk udstilling

I iøvrigt kan man fra den 6. november på det Kongelige Bibiliotek i København se udstillingen en stor udstilling om folkemordet på armenerne og de skandinaviske reaktioner.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Kultur
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her