*

Historie

Tysk spøgelses-fly hentet op fra havet

Resterne af en tysk natjager er bjærget i Vendsyssel - der findes kun en lignende i verden.

Ikke nok med, at en tysk natjager, der er hentet op fra havet ud for Hirtshals, er et fund i sensations-klassen.

Der er også tale om et fly, der indtil videre må opfattes som et "spøgelsesfly", idet ingen endnu aner, hvorfor det formentlig er nødlandet på havet og siden er sunket til bunds på et tidspunkt under Anden Verdenskrig.

Da formanden for Danmarks Flyvehistoriske Selskab , Ib Lødsen, i efteråret 2011 undersøgte dele af landingsstellet fra den tyske jager, blev han hurtig klar over, at han stod foran noget ganske særligt.

Overraskende fund

"Jeg måtte gå rundt om bordet et par gange," siger han til jp.dk. "For jeg kunne konstatere, at jeg stod med resterne af en tysk natjager, som i forvejen kun er bevaret i et eneste eksemplar, og det befinder sig i USA.

Det drejer sig om en tysk natjager af typen Heinkel HE-219.

Yderst avanceret

Et yderst avanceret fly lavet specielt til nattogter, hvorfor for eksempel udstødningen var skjult i et langt rør, så flammerne fra udstødningen ikke kunne ses af andre. Desuden var flyet udstyret med katapultsæder.

Resterne af flyet blev hentet op fra havet mandags af bjærgningsfirmaet JD-Contractor. I dag er vragresterne kørt til Forsvars- og Garnisonsmuseet i Aalborg, hvor de i den kommende tid skal renses med henblik på udstilling.

Under 2,5 meter vand

Vraget har siden Anden Verdenskrig ligget i havet ud for Hirtshals i Vendsyssel. Omkring 100 meter ud for kysten og på 2,5 meter vand.

Det er mange år siden, at sportsdykkere første gang rapporterede om et tysk flyvrag på bunden, men ingen drømte om, at det var så sjældent et fly.

"Desværre må vi konstatere, at der i årenes løb er fjernet flere ting fra flyet. I cockpittet er alle ledninger klippet over og instrumentpanelet fjernet. Desuden mangler blandt andet haleroret," siger Ib Lødsen til jp.dk og tilføjer, at vraget af flyet er så fragmenteret og ødelagt, at det aldrig vil kunne samles til noget, der ligner et fly.

Men de fundne dele vil, når de er rensede, blive udstillet på Forsvars- og Garnisonsmuseet i Aalborg.

Historien er ukendt

Hvad der er sket med flyet - hvorfor det er nødlandet på havet ud for Hirtshals - det har fly-entusiasterne endnu ikke afklaret.

"Vi har gennemgået alle de kilder vi har, men har ikke fundet et eneste notat om det styrtetede Heinkel-fly. Nu bliver vragdelene undersøgt meget nøje, og vi håber, at vi finder flyets unikke nummer, der så at sige er dets dåbsattest."

Finder man først det nummer, vil flyets historie formentlig kunne graves frem.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Kultur

Klougart mudrer til i billedoverflod

Josefine Klougart dyrker myten om forfatterens særlige sensibilitet i den ambitiøst dvælende roman ”New Forest”, der mudrer ud i en nærmest nyrig billedoverflod.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her