*

 

Historie

Ni Anne Frank-breve fundet på loft

En række glemte unikke breve og fotos øger indsigten i familien Franks sidste år i Amsterdam.

Noget af det, Anne Frank ønskede sig allermest, var at få lov til at skøjte igen.

At få lov til at kure, danse og springe hen over Amsterdams vinter-is på det sæt skøjter, som hun havde ønsket sig så inderligt og som hun endelig havde fået omkring årsskiftet i 1941.

Indtil da havde den 11-årige pige måttet bøvle med storesøsteren Margots aflagte påspændings-skøjter, som skulle hægtes fast på skosålen med en lille skruenøgle.

Men nu var Anne Frank begyndt at modtage skøjteundervisning, og hendes mål var at blive lige så talentfuld som sin yndlingsfætter, Bernd “Buddy” Elias, som boede i den neutrale alpestat Schweiz.



Det nåede hun aldrig.

Må være tålmodig

Blot et par måneder efter, i begyndelsen af 1941, valgte den nazistiske besættelsesmagt i Holland at forbyde alle udendørsaktiviteter for de jøder, der stadigvæk befandt sig i landet.

Heriblandt Anne Frank og resten af hendes familie.

“Jeg ville virkelig gerne begynde at stå på skøjter igen, men jeg bliver nødt til at være lidt tålmodig, indtil krigen er over. Hvis far stadigvæk har råd til det, vil jeg begynde at tage skøjtelektioner igen, og hvis jeg bliver virkelig god, har far lovet mig en tur til Schweiz, så vi kan besøge jer alle sammen,” skrev Anne Frank til bedsteforældrene og resten af Frank-klanen, der havde valgt at bosætte sig i den schweiziske bjergby Basel.

Stammer fra ny bog

Brevet blev skrevet i marts 1941, og det er et af de ni håndskrevne breve fra den jødiske pige, som netop blevet genoptrykt i den nye bog “Treasures from the Attic: The Extraordinary Story of Anne Frank’s Family”.

Ud over brevene, der strækker sig fra begyndelsen af krigen i 1940 og frem til 1942, da Frank-familien gik under jorden på det trænge loftsanneks i Amsterdam, indeholder bogen også en række nye og hidtil ukendte billeder, tegninger og breve til og fra faderen Otto Frank.

Han var den eneste, der overlevede verdenskrigen og de tyske koncentrationslejre, og det var ham, der efterfølgende valgte at publicere Anne Franks dagbog, som en af hans kollegaer havde fundet på annekset i Prinsengracht 263 i Amsterdam.



6.000 nye dokumenter

“Jeg blev dybt overrasket,” forklarer den nu 85-årige Bernd “Buddy” Elias, der sammen med sin kone, Gerti, tilfældigvis fandt dokumenterne i en loftskasse i 2001.

“Jeg kunne ikke tro, at mine bedsteforældre havde gemt det hele. De nævnte det aldrig,” fortæller Anne Franks “yndlingsfætter” til den britiske avis The Sunday Times.

For de mere end 6.000 dokumenter, der lå i den hengemte kasse, indeholdte en række nye og hidtil ukendte detaljer om Anne Frank, om hendes far, og om hvordan hun sammen med søsteren Margot døde i koncentrationslejren Bergen-Belsen i Tyskland.

På vej under jorden

Et af brevene, der er dateret til den 5. juli 1942, handler eksempelvis om, hvordan Otto Frank i et noget kringlet og indforstået sprog prøver at fortælle sin bror Leni, at familien så småt er ved at gå under jorden. Han frygter, at den tyske besættelsesmagt vil læse brevet og finde dem i det anneks, hvor han sammen med resten af familien og nogle bekendte gemte sig i de efterfølgende to år.

“Jeg håber, at der snart vil komme fred og at vi kan komme til at se hinanden igen. Vi kan hverken skreve med I (kælenavnet for bedstemoderen Alice, red.) eller jer længere, hvilket er beklageligt, men der er intet vi kan gøre ved det. Det må hun forstå. Igen, de varmeste hilsner. Din O”.

Levet i schweizisk osteklokke

Herefter går der godt tre år, før Otto Frank igen skriver til familien i Schweiz, der som følge af landets neutralitet har levet en forholdsvis normal hverdagstilværelse under Hitlers massekrig.

De har samtidig regnet med, at den hollandske del af Frank-klanen var i god behold. Men da Otto Frank i et længere brev fra sommeren 1945 forklarer, at konen Edith ikke overlevede koncentrationslejren og at han endnu ikke ved, hvad der er sket med Anne Frank og søsteren Margot, går det for alvor op for Bernd “Buddy” Elias og resten af familien, at de har befundet sig i en osteklokke i de seneste år.

Aldrig gået sulten fra bordet

I et brev fra juli 1945 beskriver en noget rystet Bernd ”Buddy” Elias, at han ligefrem føler sig flov over, hvordan han sammen med resten af familien i Schweiz har levet under krigen. Uvidende og langt væk fra nazisternes rædsler.

”Vi er ikke gået sultne fra bordet en eneste gang. Faktum er, at bortset fra de konstante luftangreb (dog uden bombardementer), mindre rationeringer og lidt artilleriild fra Alsace, så har vi overhovedet ikke mærket noget til krigen. Vi havde ingen anelse om, hvor heldige vi var. Og vi kan næsten ikke forestille os, hvilke trængsler, I må have gennemlevet,” skriver Bernd “Buddy” Elias til Otto Frank.

Ingen overlevne

Kort tid efter, den 18. juli 1945, sender Otto Frank endnu et brev til den schweiziske del af familien, hvor han fortæller, at hverken Anne Frank eller søsteren Margot klarede det. De døde begge af sygdom kort tid inden, at Hitler valgte at begå selvmord i en bunker i Berlin.

Brevet er baseret på en øjenvidneberetning fra pigernes fællesven Lien Brilleslijper, der i modsætning til de to Frank-søstre overlevede de sidste uger i koncentrationslejren Bergen-Belsen.

Hun beskriver, hvordan de alle måtte kæmpe sig igennem vinteren 1944-1945. Det var iskoldt og klamt, der var lus under de tæpper, de kunne bruge til at holde sig varme, og de blev tvunget til at bruge dagtimerne på at rive sålerne af gamle sko.

Anne Frank ville hjælpe søsteren

Lien Brilleslijper fortæller, hvordan der efterfølgende gik infektion i hendes og Anne Franks hænder, og at de blev stuvet sammen med andre, sårede fanger i nogle spinkle telte.

De var dog hverken beregnet til så mange mennesker eller de voldsomme vinterstorme, som efterfølgende ramte lejren, og Lien Brilleslijper fik sammen med søsteren Jannie lov til at blive forflyttet til nogle andre barakker.

Anne og Margot Frank skulle egentlig have fulgt med dem, men på grund af en voldsom omgang diare kunne storesøsteren Margot ikke få lov til at følge med. Fangevogterne frygtede, at maveproblemerne kunne udvikle sig til smitsom mavetyfus, og Anne Frank valgte at blive i den skrøbelige barak og støtte søsteren.

Endte i en massegrav

Det var først omkring marts 1945, at Lien og Jannie Brilleslijper igen genså Frank-søstrene, der på det tidspunkt var henholdsvis 16 og 19 år gamle.

De var blevet overflyttet til sygehuset i koncentrationslejren, og ifølge Lien Brilleslijper havde Margot Frank høj feber, hun var halvt bevidstløs, og når hun prøvede at tale, havde hun kun kræfter til at hviske.

Selv om Anne Frank også havde feber, var hun ifølge Lien Brilleslijper ved godt mod. For som Anne Frank forklarede, så var de stadigvæk sammen, og der var fredfyldt.

Men da Brilleslijper-søstrene ville besøge dem et par dage efter, var de der ikke længere.

”Vi vidste, hvad det betød. Vi fandt dem bagved barakkerne, pakkede deres spinkle kroppe ind i et tæppe, og bar dem hen til en massegrav. Det var alt, hvad vi kunne gøre,” skrev Lien Brilleslijper ifølge Otto Frank.



”Alle er vilde med os”

I sensommeren 1945 skriver Otto Frank og moderen Alice Frank sammen. Han prøver at holde sig i gang, men tabet af de to døtre er stadigvæk for tungt til, at han endnu kan tale om det.

”Jeg har af naturlige grunde ingen billeder fra de sidste par år, men Miep (en kollega til Otto Frank, red.) formåede på en eller anden måde at redde et album og Annes dagbog. Jeg har dog stadigvæk ikke styrken til at læse den,” skriver han den 22. august til sin mor i Schweiz.

I oktober samme år sender han dog en af siderne fra Anne Franks dagbog til fætteren Bernd ”Buddy” Elias. Dagbogsindlægget er fra den 18. oktober 1942 - et par måneder efter, at familien valgte at gå under jorden.

”Bernd har travlt med at undervise mig i kunstskøjteløb og jeg skal være hans partner, fordi hans partner er væk. Vi udgører et yndigt par, og alle er vilde med os,” skriver Anne Frank.

null
Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Kultur

I kulturens drivhus

Kulturmødets opfordring til kunst og kultur uden grænser åbner for en mangfoldig verden, men så er det jo godt, vi også har Organet for den Objektive Sandhed til at prioritere for os.
Annonce
Annonce
Viden
Ny planet Et »ønskescenarie for forskerne«
Forskere har fundet en klippeplanet, der i størrelse ligner Jorden. Inden for astronomiens verden er man begejstrede – planeten har nemlig mange betingelser for, at der kan findes liv. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her