*

Historie

Sensationelt fotofund i papkasse

Hun var ugift, arbejdede som barnepige i Chicago, og så havde hun en passion, som hun aldrig selv delte med nogen.

Vivian Maier levede et liv i anonymitet.

Ernærede sig som barnepige, endte som hjemløs, men havde en passion: at fotografere livet på gaden i New York og Chicago fra omkring 1950 og frem til midten af 1970'erne.

Men hun delte aldrig sine billeder med andre, og kan takke tilfældet - og en entusiastisk tidligere ejendomshandler - for, at hendes mesterlige billederne nu er kommet til offentlighedens kendskab.

Døde i maj

Selv kommer hun ikke til at opleve berømmelsen. Hun døde for nogle måneder siden - få dage efter at den 28-årige John Maloof efter intensiv eftersøgning havde fundet hende.

Dette er hovedpunkterne i en eventyrlig historie om Vivian Maier, hvis liv stadig er fuld af gåder.

Historisk projekt

John Maloof, der indtil den økonomiske krise for alvor ramte USA ernærede sg som ejendomshandler, fortæller til kpn.dk:

"Jeg var i gang med et historisk projekt om et bestemt kvarter i Chicago, da jeg på et loppemarked fandt en kasse med gamle negativer. Der var en masse billeder fra New York, men også fra Chicago, så jeg købte den."

Da han gennemgik kassens indhold gik det op for ham, at han havde fundet noget ganske unikt: I tusindvis af mesterlige fotografier taget på gaden i de to storbyer.

Kun et navn

Han vidste bare ikke, hvem der havde taget dem. Det eneste, han havde at holde sig til var et navn, som han fandt i kassen: Vivian Maier.

Han begyndte med at lede efter hende på nettet, men fandt hende ikke. Men ad den vej kom han i kontakt med en anden foto-interesseret, der havde købt en lignende kasse på en auktion.

Derefter stod Maloof med omkring 30.000 negativer, et meget stort antal ufremkaldte film, et par selvportrætter af Vivian Mair, men selv var hun stadig en gåde.

Meget syg

I maj måned i år henvendte han sig til det auktionshus, der havde solgt den sidste kasse med negativer, og fik at vide, at hun var live, var 83 år og meget syg. Med de nye oplysninger søgte han videre, men kun for at finde en ganske kort nekrolog i Chicago Tribune.

I nekrologen stod nævnt, at hun havde været barnepige - og en slags reservemor - for tre drenge.

Dette koblede han sammen med en adresse, han havde fundet i kasserne med negativer, og han fik i sommer kontakt med drengene, der nu alle var midaldrende mænd.

Publicering af billederne

I mellemtiden var han begyndt at publicere hendes billeder på nettet - og interessen er enorm. Der er bud efter hendes billeder fra det meste af verden, og der er planer om en stribe udstillinger i USA, Canada, Mexico, Storbritannien og Frankrig.

Sideløbende med publiceringen af hendes fotografier gravede han videre i hendes historie og mødtes med de drenge, som hun havde passet i velhaver-forstad til Chicago.

Kom fra Frankrig

Vivian Maier kom til USA fra Frankrig, da hun var ganske ung i 1930'erne. Hun, der var troende katolik, havde diverse småjobs og lærte engelsk ved at sidde i teatret om aftenen.

I 1950'erne blev hun barnepige for de tre drenge, der opfattede hende som deres reservemor.

Stump for stump blev der opridset et billede af en ensom og ganske excentrisk kvinde, der altid gik rundt med sit kamera. Hun levede alene i sit liv og talte aldrig om sin familie.

Hjemløs i 1990'erne

Da drengene i Chicago-forstaden var vokset op passede hun i nogle år andre børn, men endte i midten af 1990'erne på gaden som hjemløs.

Da de tre drenge, der nu var midaldrende, hørte dette opsporede de hende, købte en lejlighed til hende og sørgede for hende indtil hun døde i en alder af 83 år.

Stadig mange uløste gåder

Hvorfor hun i løbet af omkring 30 år tog over 30.000 billeder som hun aldrig viste til andre er fortsat en gåde, og den har Maloof sat sig for at løse:

"Jeg researcher intenst i hendes historie og jeg finder ud af mere og mere om hende. Jeg vil udsende en bog med hendes historie og hendes billeder, og har allerede kontakt med flere forlag", siger John Maloof til kpn.dk, og han fortsætter:

Forud for sin tid

"Vivian var klart forud for sin tid. Da hun formentlig aldrig havde lært at fotografere, så må hun have haft dette medfødte talent for at lave disse fantastiske billeder."

Maloof er stadig i fuld gang med at undersøge de 30.000 billeder og stadig har han kun fået fremkaldt en mindre del af de mange hundrede ufremkaldte filmruller.

Følg med i publiceringen af Vivian Maiers fotografier her.

null
Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Kultur
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her