Hvordan ville Hermann Göring have reageret, hvis han havde vidst, at den høje blonde mand, som han talte med i mange timer under Nürnberg-processen , faktisk var jøde?

Det vil aldrig blive opklaret.

Om den tidligere kommandant i udrydelses-lejren Auschwitz-Birkenau, Rudolf Höss , ville have nægtet at være i rum med ham, det er lige så uklart.

Hvordan ville Rudolf Hess have reageret?

Eller Julius Streicher , der som manden bag propaganda-avisen "Der Stürmer" om nogen var med til at oppiske jødehadet i Det Tredje Rige?

For ingen af de fire nazi-ledere var klar over, at den høje blonde 23-årige tolk, de mødte så mange gange forud og under for Nürnberg-processen, var jøde.

Den nu 88-årige Howard Triest, der bor i Florida i USA, fungerede som tolk for det team af psykologer, der i månedsvis søgte at danne sig et billede af, hvad der foregik inden i blandt andre Hermann Göring, Rudolf Höss, Julius Streicher og Rudolf Hess.

Den sidste overlevende

Han er i dag det eneste medlem af teamet, der stadig lever.

I 2006 blev hans historie fortalt i dokumentar-filmen "Journey To Justice" og for nogle uger siden udsendte den britiske historiker og forfatter, Helen Fry, bogen "Inside Nuremberg Prison".

En film og en bog, der giver indsigt i et sort kapitel i verdenshistorien, og som fortæller den højst usædvanlige historie om den unge jøde, der blev konfronteret med de mennesker, der havde ansvaret for, at han mistede det meste af sin familie i Hitlers udryddelseslejre.

Almindelige mennesker

"Hvis du fjernede disse nazisters navne og bare sad og talte med dem, så var de ligesom dine venner og dine naboer", siger Howard Triest i et interview til BBC Online i anledning af udgivelsen af bogen.

Senere siger han i samme interview:

"Jeg have oplevet disse mennesker, da de var på deres karriere højeste, da nazisterne var verdens herskere. De havde dræbt det meste af min familie, men nu havde jeg magten."

Ingen tegn på anger

Howard Triest har i adskillige interviews understreget, at ingen af de fire på et eneste punkt viste tegn på anger.

Lige så vedholdende har han fastholdt, at psykologerne efter mange, mange timers samtaler ikke blev klogere på, hvorfor blandt mange andre disse fire mennesker kunne begå så uhyrlige forbrydelser mod menneskeheden, som tilfældet var.

"Det var en meget mærkelig fornemmelse at sidde i en celle sammen med den mand, der havde dræbt mine forældre," siger Triest med reference til sine mange møder med Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss.

"Vi behandlende dem civiliseret, og jeg holdt mit had i ave, mens jeg arbejdede der. Men jeg gav dem aldrig hånden."

Triests hævn

Tidligere er Triest blevet spurgt om, hvorfor han ikke gjorde kort proces over for Rudolf Höss og stak en kniv i ham som hævn.

"Hævnen var, at jeg vidste, at han var i fængsel, og at han ville blive hængt. Så jeg vidste, at han ville dø under alle omstændigheder. Det havde ikke hjulpet mig selv at dræbe ham," siger han.

Om Hermann Göring

Om Hermann Göring erindrer Triest, at han stadig var en "opblæst nar", og han var stadig den store forfængelige "skuespiller", som han altid havde fremstået som.

Göring opfattede sig som den vigtigste fange, nu da både Hitler og Himmler begge var døde og derfor ikke kunne retsforfølges - og han forlangte at blive behandlet som sådan.

SE VIDEO: Hermann Göring i Nürnberg

Da han ankom til fængslet i Nürnberg medbragte han otte kufferter. Mange af dem rummede de stoffer, han var afhængig af.

"Han var dybt overrasket over, at han blev behandlet som en fange og ikke en berømt personlighed", husker Triest.

Hermann Göring blev efter Nürnberg-processen dømt til døden ved hængning, men snød bødlen ved at begå selvmord i sin celle den 15. oktober 1946 - nogle få timer inden han skulle være hængt.

Han knuste en ampul med gift i munden. Nøjagtigt, under hvilke omstændigheder han skaffede giften, er aldrig ganske opklaret.

Om Rudolf Hess

Rudolf Hess, der - indtil sin flugt til England den 10. maj 1941 - var Hitlers stedfortræder, fremstod som en zombie, erindrer Howard Triest.

SE VIDEO: Rudolf Hess i Nürnberg

Han var ekstremt tillukket - og følte, at han konstant blev forfulgt. Han led desuden af den tvangstanke, at hans mad konstant blev forgiftet.

"Han var den stille fange, som kun bevarede få spørgsmål uden at gå i detaljer. Ingen kunne gennemskue, om det var skuespil, eller om han virkelig ikke huskede noget", siger Triest.

Rudolf Hess blev idømt fængsel for livstid, men begik den 17. august 1987 selvmord i sin celle i Spandau-fængslet i Berlin. I en alder af 93 år hængte han sig selv - fysisk og mentalt stærkt svækket.

Om Julius Streicher

Julius Streicher, der var i spidsen for nazisternes vigtigste propaganda-avis Der Stürmer , var den eneste af de fire, som Triest har oplevede som en anelse sindsforstyrret. Han var berygtet for meget voldsom og højtråbende adfærd under samtalerne med psykologerne.

SE VIDEO: Julius Streicher i Nürnberg

Triest tolkede de samtaler Streicher havde med psykologen Maj Douglas Kelly, og i den forbindelse havde han en grotesk oplevelse.

Streicher havde nogle papirer, som han frygtede ville falde i jødiske hænder, som han udtrykte det. Derfor ville han ikke give dem til Kelly.

Dyb tillid til Triest

I stedet gav han dem til Triest, som han nærede dyb tillid til. Så meget at han ofte bad om at måtte tale med ham alene.

"Han gav papirerne til mig. Jeg var jo blond, høj og havde blå øjne. Han sagde: "Jeg giver dem til tolken, fordi han er en ægte arier. Jeg kan se det på den måde han går på."

Herefter talte jødehaderen Streicher med jøden Triest i mange timer - fordi han mente, at han var en "sand arier".

Julius Streicher blev henrettet ved hængning den 16. oktober 1946. Hans lig blev ført til ks-lejren Dachau, hvor det nlev brændt.

Om Rudolf Höss

De mest følelsesladede møder havde Triest med Rudolf Höss, der var kommandant i Auschwitz-Birkenau, hvor begge hans forældre og mange andre familiemedlemmer blev myrdet.

SE VIDEO: Rudolf Höss i Nürnberg

Efterfølgende har Triest beskrevet Höss, som meget normal.

"Han lignede ikke en, der havde dræbt to eller tre millioner mennesker".

Höss blev i Nürnberg afhørt som vidne. Siden blev han udleveret til Polen, hvor han den 16. april 1947 blev hængt i Auschwitz dømt for sine grusomme forbrydelser mod menneskeheden.

Lidelse og smerte

Howard Triests vej til stillingen som tolk for krigsforbryderdomstolen i Nürnberg var lang og fyldt med ufattelig meget lidelse og smerte.

Han blev født i en ren jødisk familie i München i 1923 som Hans Triest - sit fornavn ændrede han til Howard, da han ankom til USA.

Han fik sammen med sin yngre søster Margot en normal opvækst, men da har var omkring 16 år var situationen for Europas jøder blevet så truende, at hans familie besluttede at forlade Tyskland og forsøge at komme til USA.

Rejste til USA alene

Den 1. september 1939 - samme dag som Tyskland invaderede Polen - rejste familie Triest til Luxemburg.

Pengene var uendelig små og trods ihærdige bestræbelser kunne familien kun rejse penge til to billetter. Margot ville ikke rejse uden forældrene, moren ville ikke forlade faren, så det endte med at Howard Triest rejste alene til USA.

Den 10. maj 1940 havde familien penge til tre billetter satte sig i et tog til Rotterdam, hvorfra de skulle sejle til USA. Men samme dag invaderede Tyskland blandt andet Belgien og toget blev standset af hollænderne. Familien blev sat af toget fordi, de var tyskere - og dermed fjenden.

Endte i Auschwitz

Familien rejste til Belgien, hvor først faren og siden moren blev arresteret. Søsteren var inden anbragt i et hjem for jødiske flygtningebørn.

Faren og moren endte deres liv i Auschwitz eller på vej dertil. Margot kom senere til USA, hvor Triest havde ændret sit fornavn og kæmpede for at komme ind i den amerikanske hær for på den måde, at vende tilbage til Europa. Men han fik afslag, fordi han ikke var amerikansk statsborger.

Landsat på Omaha Beach

I begyndelsen af 1944 fik han sit statsborgerskab og blev indrulleret i den amerikanske hær. Som makingeværsskytte blev han landsat på Omaha Beach på Normandiets kyst to dage efter D-dag.

Hans tysk var selvsagt perfekt, og det lykkedes ham hurtigt at blive knyttet til efterretningstjenesten som tolk.

I denne egenskab var han blandt andet med til at befri kz-lejren Buchenwald. Undervejs nedskrev han og fotograferede han alt, hvad der mødte ham af rædsler - og han ledte konstant efter overlevende familiemedlemmer.

Fandt sin bedstemor

Umiddelbart efter krigens afslutning endte han i kz-lejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet.

Her var hans bedstefar omkommet, men stor var hans glæde og overraskelse, da han fandt ud af, at hans bedstemor var blandt de overlevende. Han genfandt hende blandt de overlevende i lejren.

I oktober 1945 blev han knyttet til domstolen i Nürnberg som tolk - og her virkede han i næsten et år, inden han vendte tilbage til USA.

Siden har han besøgt Europa adskillige gange, og ideen til filmen "Journey To Justice" (2006) fik hans to sønner Brent og Glen. Til opgaven hyrede de filmskaberen Steve Palackdhary, der har base i Detroit.

Under arbejdet med filmen - der også rummer mange af hans egne fotos og filmoptagelser - besøgte han atter Nürnberg, mange af kz-lejrene og de steder, hvor han før flugten til USA havde levet med sin familie.

De var alle normale

I forbindelse med udgivelsen af Helen Frys "Inside Nuremberg Prison" svarer Howard Triest således på BBCs spørgsmål om psykologerne i 1945 fandt nogen forklaring på, hvordan et menneske bliver i stand til at begå så grusomme forbrydelser mod menneskeheden som tilfældet var:

"Om vi fandt ud af noget gennem disse psykologiske tests? Nej. Vi fandt intet abnormalt, intet der indikerede noget, der gjorde dem til de mordere, de var.

Faktisk var de alle temmelig normale. Ondskab og ekstrem ondskab kan trives med normalitet."