*

Historie

Danskerne er vilde med vikinger og voldsom øksevold

Vi elsker store, åbne sværdkampe og hygge ved åben ild. Det mærker bl.a. Trelleborg, som fik flere besøgende end nogensinde før, og Moesgård, som er hele verdens "VM i viking".

Spyd, sværd og økser bliver filtret sammen når de mange hundrede vikinger tørner sammen i store slag på Trelleborg. Foto: Anne-Christine Larsen

Knitrende bålhygge, en behagelig duft af bålstegt lam, lyden af smedens slag mod stålet og råb fra kamppladsen, når blankt stål rammer træskjolde.

Danskerne er vilde med vikingetiden.

Det oplevede Trelleborg vikingefestival, som netop er overstået. Over 10.000 mennesker besøgte begivenheden, og det er flere end nogensinde før.

Et godt stykke mere endda. For optællingen viser, at i alt 11.167 lagde vejen forbi for at dyrke vikingetidens fornøjelser - om det så var friluftslivet eller slåskampene.

Det er mere end 2.000 flere end sidste års 9.153, og det er "helt vildt," siger lederen af Trelleborg, Anne-Christine Larsen.

"Jeg havde drømt om, at vi rundede 10.000 gæster i år, men at vi nåede over 11.000, havde jeg slet ikke turdet forstille mig," siger hun.

Vikingerne indtager deres egen borg så sværdstålet gnistrer

Artiklen fortsætter under billedet.

Ægte vikingestemning på Trelleborg.

Årsagen til de mange besøgene skyldes flere ting, tror hun. Vejret gjorde bl.a. sin del:

"Det var hverken for koldt eller for varmt, men har været en meget behagelig temperatur. Og så er der lavet mange nye tiltag, og der er flere vikinger i år end nogensinde."

Men derudover er der også kommet mere fokus på vikinger og vikingetiden. Vikingelivet er blevet in, lyder det, og det passer måske meget godt ind i tidens trend med en minimalistisk outdoor-tilgang til fritiden.

Det er ikke kun de store kampe, som årstidens vikingetræf byder på. Bålhygge og friluftsliv er en stor del af atmosfæren. Foto: Anne-Christine Larsen

"Der er sat mere fokus på vikinger, og der er større interesse for at opleve vikingelivet levet ud. Hos os er det så autentisk, som det overhovedet kan blive. Når man træder ind på området, træder man ind i vikingetiden," siger Anne-Christine Larsen.

Den udlægning er leder af Moesgård vikingetræf, Sara Heil Jensen, enig i.

Vikingetræffet, som løber af stablen ved Moesgård Strand syd for Aarhus, er nemlig over de seneste år vokset til at blive det største vikingetræf i verden, fortæller hun.

Sidste år havde vikingetræffet over 14.000 besøgende. Selve begivenheden varer en hel uge, men det er kun ugens sidste to dage, som træffet åbner for publikum. Resten af tiden skal byen bygges op, og krigerne skal træne.

Og det er ikke for sjov. Træningen er obligatorisk og tre gange daglig. Det fortæller noget om, hvor mange kræfter der lægges i det, for at gøre eventet så autentisk som muligt. Det er nemlig ikke iscenesatte kampe, og når sværdhuggene falder over skjoldene, bliver der lagt kræfter i.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er ikke kun for sjov, når vikingebrødrene knalder stål mod træ.

Moesgård vikingetræf består af ca. 200 ryttere, 71 handlende og håndværkere og 562 krigere med familie.

"Vi er nu officielt det største krigertræf, der findes i verden. Der har været enkelte begivenheder rundt om i verden, der var større. Vil man se slåskamp, så er det Moesgård," siger Sara Jensen og fortsætter.

"Moesgård er VM i viking for krigere fra hele verden. Det er en must-do begivenhed."

Vikingetræffet ved Moesgård Strand åbner for publikum den 25. og 26. juli.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Kultur
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her