*

Breaking
Gratis på SMS: Send JPBREAK til 1218 | Få nyheden på mail
Historie

Fange nummer 74853 bor i Fredericia

90-årige Arlette Andersen tav indtil 1990 om sine Holocaust-oplevelser - to film er på vej.

Siden januar 1944 har Arlette Andersen, der i dag er 90 år, båret det fangenummer, som SS-vagterne tatoverede på hendes venstre arm. Foto: Casper Dalhoff

74853

Tallet er brutalt tatoveret på hendes venstre arm.

Af en SS-vagt.

Og det blev det, da hun i januar 1944 som blot 19-årig - og med sikker kurs mod døden - blev deporteret til nazisternes kz-lejr i Auschwitz ved Krakow i Polen.

Og der har de fem cifre stået lige siden.

Også i de 45 år, hvor hun - ud fra et ønske om at fortrænge de rædsler, som hun havde gennemlevet - ikke talte offentligt om sine oplevelser.

Et rædselsår, der sluttede i vinteren 1945, da hun sammen med i tusindvis af andre fanger blev tvunget til at forlade Auschwitz til fods.

I dag er Arlette Andersen 90 år og bor på en stille villavej i Fredericia.

Journalist Thomas Kvist Christiansen besluttede efter at have læst bogen om Arlette Andersen, at hendes historie også burde bevares på film. Nu er han i gang med hele to film om den 90-årige Holocaust-overlever. Foto: Kasper Fuglsang

På samme vej voksede Thomas Kvist Christiansen op.

Han kendte den venlige gymnasielærer - men ikke hendes dramatiske fortid.

Ikke før i 1990, da hun begyndte at holde foredrag om sit rædselsår i Auschwitz og gav sine første avisinterviews.

De seneste 14 år er det blevet til over 400 foredrag primært for unge i både Danmark, Frankrig og Schweiz.

Nu har Arlette Andersen - der er født og opvokset i Frankrig som barn af fransk/jødiske forældre - bebudet, at det er slut med at holde foredrag, men så sent som for et par uger siden holdt hun endnu et velbesøgt foredrag - om der kommer flere, det må tiden vise: Hun er stadig åndsfrisk - og husker alt - men hun har efter eget udsagn fået sværere ved at klare det fysisk.

Der er skrevet adskillige avisartikler om hende og i 2011 udgav journalist på Jyllands-Posten Morten Vestergaard bogen "Pigen fra Auschwitz", der fortæller hendes gribende og dramatiske historie.

Thomas Kvist Christiansen blev siden journalist og arbejder i dag som freelance-journalist i eget firma - Kvist Kommunikation - der beskæftiger sig med både skrevet journalistik og filmproduktion.

Og da han havde læst Morten Vestergaards bog traf han en beslutning:

"Selvom jeg allerede kendte Arlette Andersen og hovedtrækkene hendes historie, så var det bogen, der fik mig til at indse, at jeg måtte lave film om hende. Det er væsentligt, at hendes historie ikke går tabt for kommende generationer. Jeg kontaktede hende, og hun var helt med på min idé", fortæller journalisten og filmmanden til Jyllands-Posten.

Han har hele to film på vej om Holocaust-overleveren.

Den ene - som han allerede har optaget - gengiver hendes foredrag, mens den anden, der skildrer hendes historie, skal optages i både Danmark, Frankrig og Polen. I forbindelse med de to film arbejder han tæt sammen med fotografen Kasper Fuglsang.

Se klip fra foredrag på Rosborg Gymnasium:

Projektet har et budget på relativt beskedne 180.000 kr., og han anvender blandt andet crowdfunding via Boomerang.dk. Er man interesseret i at bidrage til projektet kan man finde flere oplysninger på et særligt website, som han har oprettet til formålet.

"Jeg er samtidig i gang med at skrive ansøgninger til diverse fonde og andre. Senest har Fredericia Gymnasium, hvor Arlette Andersen i mange år underviste i fransk, også bidraget til projektet," fortæller Thomas Kvist Christiansen.

Under Anden Verdenskrig blev der deporteret omkring 76.000 jøder alene fra Frankrig. En af dem var Arlette Andersen.

Kun 2.500 vendte tilbage i live - og dem var Arlette Andersen mirakuløst også blandt.

Arlette Andersen har siden 1990 holdt over 400 foredrag om sine grusomme oplevelser i kz-lejren Auschwitz, men har bebudet, at nu er det slut. Foto: Carsten Ingemann

Men inden hun nedbrudt og mærket for livet nåede så langt, var hun igennem ufattelige lidelser i kz-lejrens helvede.

Et helvede, der begyndte mandag den 23. november 1943, da hun som engelsk-studerende gennem et vindue fra undervisningslokalet på universitetet i Clermont-Ferrand så en større gruppe tyske soldater trænge ind i gården.

Kort tid efter var alle lærere og studerende samlet i gården omgivet af soldater med skudklare våben.

Efter en brutal sortering stod det klart, at Arlette Andersen blev taget i forvaring.

Hun blev i to måneder under kummerlige forhold holdt indespærret på en lokal kaserne, inden hun blev kørt til Paris, hvorfra hun og i tusindvis af andre jøder i januar 1944 stuvet sammen i kreaturvogne blev sendt videre til helvedet i udryddelseslejren Auschwitz/Birkenau i Polen.

Efter at hun - og i tusindvis af andre udmagrede fanger - blev tvunget til at forlade Auschwitz til fods, nåede hun ad omveje frem til den britiske zone og herfra videre til Paris, hvor hun blev genforenet med begge sine forældre.

Siden blev hun dansk gift, slog sig ned i Fredericia og underviste i en årrække i fransk på Fredericia Gymnasium.

Det er Thomas Kvist Christiansens plan at anbringe overskuddet fra salg af de kommende to dvd'er i en fond, der skal støtte unges rejse til museerne i Auschwitz/Birkenau.

Arlette Andersen har for vane at slutte sit foredrag nogenlunde således:

"Hvis I hører nogen sige, at det bare var en detalje, så har I mødt én, der selv har været der. Og jeg fortæller ikke historien for fornøjelsens skyld."

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Pigen fra Auschwitz
På en villavej i Fredericia bor en 85-årig kvinde med en grusom historie: Arlette Andersen levede mere end et år i koncentrationslejrene Birkenau og Auschwitz.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Kultur
Annonce
Annonce
Kun en time fra Madrid: Hotel med værelser hugget ind i 1.000 år gammel fæstningsmur
I Buitrago får man ufriseret natur, stilhed og fravær af masseturisme. Man kan vandre på en tusind år gammel fæstningsmur, tage bad inde i muren og få historien om Picassos barber. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her