Fortsæt til indhold
Kultur

Konge i forrådnelse blev sjusket begravet

Det var en sensation, da man i februar fandt Richard IIIs jordiske rester under en parkeringsplads - nu ved forskerne meget mere.

Alt tyder på, at den britiske konge Richard III er blevet begravet i al hast, og det er der en god grund til.

Hans lig havde ligget i sommervarmen i tre dage og var derfor allerede gået i forrådnelse.

Dette - og meget andet - er resultatet af den første forskning, der er foretaget af resterne af den britiske konge, som i februar blev fundet under en parkeringsplads i Leicester.

Resultaterne af den foreløbige forskning udført af et forsker-team på University of Leicester, offentliggøres online fredag aften.

Til offentlig skue

Arkæologerne konkluderer, at Richard III, der fald i slaget ved Bosworth Hill den 21. august 1485 efter kun tre år på tronen, blev begravet i en meget simpel og hurtigt lavet grav. Dette i skarpt kontrast til de øvrige grave, der er fundet i resterne af den kirke, der blev fundet under parkeringspladsen.

Historiske optegnelser beretter, at liget af kongen efter slaget blev ført til Leicester, hvor det i tre dage lå til offentlig skue og bespottelse, inden det blev begravet den 25. august.

Det skete i en kirke tilhørende franciskaner-ordenen, der blev ødelagt omkring 1538. Siden byggede en borgmester et stort hus på grunden. Også dette er for længst væk og området har i årenes løb undergået så mange forandringer, at kirkens placering - indtil februar i år - var ukendt.

Arkæologerne har gjort mange unikke fund i området, men fokus har i høj grad været rettet mod fundet af skelettet, der er identificeret som Richard IIIs.

Sjusket grav

Af den første forskningsrapport fremgår, at den grav, som kongens jordiske rester blev stedt til hvile i, var meget sjusket gravet.

Den var tilmed alt for lille til kongens lig, der blev begravet nøgent uden kiste, hvorfor man har måttet presse det forrådnede lig ned i graven. I stedet for at ligge fladt ned, så lænede hans hoved sig op ad den ene ende af graven, og hans krop blev fundet i en lettere forvreden stilling.

Kvæstelserne

Forskerne har desuden fundet omkring 10 skader på skelettet. De fleste er formentlig tilført ham under slaget - og et par af disse har været dræbende.

Men der er også andre kvæstelser.

Og disse er - mener forskerne - påført kongen efter hans død, og der kan have været tale om, at man har ønsket at ydmyge ham yderligere.

Resultaterne af de første undersøgelser offentliggøres online i aften - den 24. maj - i det britiske tidsskrift Antiquety