Farcen om berømt opskrift fortsætter
Fabrikant hævder, at opskrift på berømt sodavand ligger i topsikret box i Atlanta - men gør den nu det?
Besøger man Coca-Cola-museet i Atlanta fortæller guiden med ærefrygt i stemmen, at den originale opskrift på den berømte sodavand opbevares i en topsikret specialbygget box i kælderen.
Og den er, hævder guiden, så værdifuld, at Coca Cola ville miste millioner af dollar, hvis en konkurrent fik blot et glimt af opskriften.
Men i virkeligheden minder historien om den tophemmelige opskrift om myte, for opskriften på Coca Cola er formentlig slet ikke så hemmelig, som fabrikanten ynder at give udtryk for.
Mange opskrifter
Der har ganske vist i årenes løb været en større mængde opskrifter i omløb, der siden er afsløret som fake, men historikeren Mark Pendergrast er overbevist om, at den opskrift han agter at offentliggøre i en ny bog, er den rigtige opskrift.
Han oplyser i sin bog - "For God, Country and Coca-Cola: The Definitive History of the Great American Soft Drink and the Company That Makes It - der udkommer i tredje udgave i næste uge, at den recept han nu offentliggør er gået i arv generation efter generation efter Frank Robinson - den ene af Coca Cola'ens fædre.
Robinson var økonomisk rådgiver for kemikeren John Pemberton, der fremstillede den første Coca Cola i 1886.
Gik i arv
Pendergast hørte første gang om den originale opskrift fra Frank Robinson II - oldebarn til Frank Robinson - men han ville ikke vise den til historikeren.
I mellemtiden er Frank Robinson II død og opskriften blev testamenteret til hans søster, der har sendt en fotokopi til Pendergast.
Voldsom strid
De to mænd, der udviklede Coca-Colaen endte i øvrigt med at ryge voldsomt i totterne på hinanden.
Pemberton hævdede blandt andet, at Robinson i virkeligheden intet havde at gøre med udviklingen og lanceringen af Coca Cola.
Ifølge Pendergast, så er det godtgjort, at det faktisk var Robinson, der fandt på navnet og den specielle logo-skrift. Da de skiltes tog han den originale opskrift med sig, og det er den historikeren har en kopi af.
Pemberton nedskrev herefter endnu engang opskriften uden ændringer, og det er den, der formentlig opbevares hos Coca Cola i Atlanta.
Opskrift på auktion
Endnu en opskrift har i øvrigt netop været oppe at vende i offentligheden.
En antikvitetshandler - Cliff Kluge - søgte at sælge en 1943-variation af Coca Cola-opskrift via e-Bay for en mindstepris på intet mindre end 15 mio. dollar.
I forbindelse med salget af opskriften, som han hævder at have fundet i en gammel arkivkasse fra Coca Cola, forsikrede han eventuelle købere, at recepten ville være mange millioner værd, hvis den blev fulgt og resultatet sat i produktion.
Den var de ingen, der hoppede på, og opskriften forblev usolgt.
Den rene vås
Det rene vås, siger Coca-Cola ikke uventet i en udtagelse i forbindelse med forsøget på at sælge en opskrift via eBay og offentliggørelsen af den originale opskrift i Pendergasts bog.
Der findes kun et eneste ægte eksemplar af opskriften - og den befinder sig i en topsikret box i hos Coca Cola i Atlanta.
Siger altså Coca-Cola...