Fortsæt til indhold
Kultur

Sjælden ravperle fundet på Lolland

Et ægtepar fandt under en tur på stranden en ravperle, der er lavet for 6.000 år siden.

I nærheden af Tårs på Lolland var Lars Nakskov for nyligt med sin kone en tur på stranden. Som oldtidsmennesket før dem var de også ude at lede efter rav, og det skulle vise sig, at forhistorien og nutiden denne dag skulle mødes i en skøn forening.

Pludselig stod Lars Nakskov nemlig med en ravperle i hænderne, som ikke er helt almindelig. På Museum Lolland-Falster vurderer man, at fundet er 6.000 år gammelt.

"Det er en rigtig fin ravperle, som er godt bevaret. Typisk finder vi udstyr i grave, og ravperlen kommer sandsynligvis fra en grav, selvom den er blevet fundet i vandkanten," fortæller Anna-Elisabeth Jensen, arkæolog ved Museum Lolland-Falster.

Ligner en guldfisk

Det skyldes, at landjorden fra Stenalderen ligger i dag under vand på Lolland. For 6.000 år siden var området omkring Nakskov/Tårs nemlig tørlagt i sådan et omfang, at der er kendskab til en megalit, også kaldet storstensgrav, på to meter dybt vand i Nakskov Fjord.

Typen af ravperle kan dateres til tidlig tragtbægerkultur (ca. 3.950-3.900 f.Kr). Den er i lys gylden rav, er kølle/økseformet med hul i midten og måler 32 mm. Der er ikke blevet fundet noget tilsvarende i de senere år, fordi grave er fredede.

"Rav er et skægt materiale, fordi det er harpiks, som er dannet for mange millioner år siden og siden hærdet. Det tager nogen gange skade af sine omgivelser, og nogle gange splintres gammelt rav, når man rører ved det. Derfor bliver den nu opbevaret i demineraliseret vand, så den nærmest ligner en guldfisk," siger Anna-Elisabeth Jensen.

Skatkammer af fortidsminder

Hun forklarer, at rav opbevaret i jorden får en mat farve med tiden, og derfor er det flot at finde en ravperle, der er helt klar. Museum Lolland-Falster fik ravperlen indleveret i går, og inden længe sendes den til danefæsvurdering på Nationalmuseet.

"Det er ikke almindeligt at finde ravperler ude i vandet, som vi her har gjort. Det er dog ikke usædvanligt, at vi finder ting fra stenaldren hernede, for Lolland-Falster har Danmarks største koncentration af fortidsminder," fortæller arkæologen.

Rav blev i bondestenalderen (ca. 4.000 f.Kr.-1.800 f.Kr) anvendt til fremstilling af perler, der kunne markere en bestemt social status hos bæreren af smykket. Oldtidens mennesker fandt lige som i dag rav langs kysterne, hvorefter de forarbejdede det til eftertragtede smykker.