Castro kendte til Kennedy-mord
Det hævder tidligere CIA-agent i ny bog, der retter fokus på Lee Harvey Oswald og Cuba.
Få mord har i historien været mere omgærdet af spekulationer og sammensværgelses-teorier end mordet på John F. Kennedy i Dallas i Texas den 22. november 1963.
Og nu kaster en tidligere CIA-agent - Brian Latell - ny benzin på bålet, med en angiveligt dokumenteret påstand om, at Cubas leder Fidel Castro i forvejen kendte alt til den formodede præsident-morder Lee Harvey Oswalds planer om at myrde præsidenten.
Han var vidende, hævder den tidligere CIA-agent, men han greb ikke ind.
Påstanden fremfører Brian Latell i en ny bog - Castro's Secrets - "The CIA and Cubas Intelligence Machine" - der udkommer i USA til april.
Cuba-ekspert
I 1960'erne var Latell ekspert i Cuba og han blev senere chef for CIAs aktiviteter i Latinamerika.
I måneder op til mordet i Dallas søgte Lee Harvey Oswald blandt andet visum til Cuba via landets ambassade i Mexico. Han blev nægtet dette visum og skulle ved den lejlighed have gjort rede for, hvordan han ville myrde John F. Kennedy for at bevise sit "kommunistiske sindelag".
I sin bog skriver Latell, at Castro om morgenen den 22. november beordrede den cubanske efterretningstjeneste i Havana til at droppe alle generelle aflytninger af CIA og i stedet koncentrere sig om aflytninger af aktiviteter i Texas og især i Dallas.
Fire timer senere kom meddelelsen om, at John F. Kennedy var myrdet.
Interviews og research
Oplysningerne har Latell dels fået af en tidligere cubansk efterretnings-officer - Fiorentino Aspillaga - der hoppede af til USA i 1987 og dels gennem research i CIAs arkiver.
I forbindelse med sin afhopning serverede Aspillaga et væld af oplysninger om Castro til USA, men det er først nu han har fortalt om Castros påstående kendskab til Lee Harvey Oswalds aktiviteter og planer.
I et interviews til flere amerikanske aviser understreger Brian Latell, at han ikke siger, at Castro stod bag mordet på Kennedy. Heller ikke, at Oswald handlede efter ordre fra Castro.
"Det er muligt, at det var sådan, men det har jeg ikke fundet beviser på," siger han til Miami Herald.
Latells påstand er, at Castro var vidende om mordet, og at han absolut intet gjorde for at forhindre det.
Selvforsvar?
Han tilføjer om sin bog:
"Alt, hvad jeg skriver er dokumenteret i dokumenter og off-the-record-samtaler. Ønskede Fidel Kennedy død? Ja. Han frygtede Kennedy. Og han vidste at Kennedy var ude efter ham. I Fidels egen bevidsthed handlede han i selvforsvar."
Blandt de kilder Brian Latell har brugt til sin bog er også tidligere FBI-meddeler Jack Childs, der infiltrerede inderkredsen omkring Fidel Castro.
Bogen behandler også striben af USAs meget fantasifulde forsøg på at rydde Castro af vejen gennem udvikling af eksploderende cigarer, forgiftede penne og andet.
Disse forsøg ophørte efter mordet på Kennedy.