Fortsæt til indhold
Kultur

Ældgammel statue holdt som gidsel i USA

En statue har i ét år stået hos Sotheby's, mens Cambodja og USA afgør, om den er røverbytte.

Den over 1.000 år gamle sandstensstatue af en kriger blev sat på auktion af auktionshuset Sotheby's i New York sidste år.

Men i marts trak Sotheby's i sidste øjeblik statuen tilbage, fordi Cambodjas regering klagede over, at den var blevet fjernet fra landet illegalt.

Det skriver New York Times.

Mangler fødderne

Siden har statuen, som ifølge kataloget er vurderet til mellem 11 og 16 mio. kr., stået og samlet støv hos Sotheby's, mens man forsøger at blive enig om dens skæbne.

Ifølge flere eksperter blev figuren, som mangler fødderne, formentlig plyndret fra sin sokkel under det kaos, som prægede landet i 1970'erne med vietnamkrigen og det brutale Khmer Rouge-styre.

Soklen og fødderne findes stadig i Cambodja.

Kan ikke kræve statuen tilbage

De amerikanske myndigheder har iværksat en efterforskning af statuens tilvejebringelse, men den cambodjanske regering har indtil videre bedt om, at man ikke konfiskerer figuren fra Sotheby's.

Rent juridisk kan Cambodja nemlig ikke kræve stenkrigeren tilbage, fordi den blev fjernet fra landet, før man i 1993 lavede en lov om, at alle kulturskatte tilhører den cambodjanske stat.

Derfor ligger man nu i forhandlinger med Sotheby's om at lade en privat køber betale for statuen og derefter donere den til Cambodja.

Alle lamper skulle have lyst

Sælgeren er en anonym "adelig europæisk dame", som købte den i 1975, og ifølge Sotheby's er der ingen beviser for, at statuen er et røverbytte.

Men langt fra alle er enige.

“Alle verdens advarselslamper skulle have lyst, da statuen blev sat til salg (...) Den skriger plyndring,"siger Herbert V. Larson Jr. til New York Times.

Han er både advokat og antikekspert og underviser netop i juraen omkring smuglede genstande.

Kan reddes af gammel lov

Eksperter har dog gravet i arkiverne for at finde en redningsplanke til Cambodja, og den kan komme i form af en lov, der stammer fra 1925, da Cambodja var en fransk koloni.

Ifølge loven er alle antikviteter fra landets templer en del af det nationale domæne og statens ejendom. Loven blev opretholdt efter Cambodjas uafhængighed i 1953.

Statuen stod oprindeligt i et tempel, tilbage står derfor at bevise, at figuren blev fjernet efter 1925.