Gådefuldt skibsvrag fundet
Arkæologer skal i gang med at finde ud af, hvad skibets rolle var tilbage i 1800-tallet.
Et gådefuldt skibsvrag fra 1800-tallet er blevet opdaget ved den norske ø Askøy.
I over 100 år har det ligget på bunden af havnen, gemt under sand og skaller. Det betyder, at vraget er i en udmærket stand, så arkæologer kan begynde at undersøge det:
"Vores resultater tyder på, at den sank i slutningen af 1800-tallet, som var sejlskibets tid. Vi antager, at det kan have været et middelstort handelsfartøj. Måske en skonnert," siger marinearkæolog Elling Utvik Wammer fra Bergens søfartsmuseum, som leder udgravningen, til Dagbladet.no.
Muligt silde-skib
Nu skal arkæologerne i gang med at undersøge vraget, der ifølge eksperterne kan være blevet brugt som en pram i havnen.
Tre spørgsmål, skriver Dagbladet, vil arkæologerne meget gerne have svar på: Hvornår og hvordan sank den, og hvad var dens rolle i havnen. Indtil videre har Elling Utvik Wammer et bud:
"På det tidspunkt modtog man sild her i havnen, så det kan have været et fragtskib, der har hentet eller leveret sild," siger hun.
Nordmændene har sendt en del af vraget til Trondheim, hvor en mere præcis datering skal ske.
Arkæologer har desuden fundet andre genstande, som skal undersøges i håbet om at tegne et billede af skibets aktivitet for over 100 år siden.