Fortsæt til indhold
Kultur

Beatles tog afstand fra raceadskillelse

Kontrakt afslører, at gruppen støttede sortes kamp for ligeret - og at sikkerhed var vigtig.

Shea Stadion 23. august 1965 - største koncert 45.000.

Da The Beatles i 1965 lagde USA for dets fødder, var det en klar betingelse, at gruppen ikke ønskede at spille for et publikum, der var opdelt i sorte og hvide amerikanere.

Det fremgår af en udførlig kontrakt underskrevet af manageren Brian Epstein. Kontrakten vil i tirsdag søgt solgt på en auktion i Los Angeles, og det ventes, at den vil indbringe hvad der svarer til omkring 30.000 kr.

Nægtede at gå på scenen

Spørgsmålet om raceadskillelse var aktuelt i forbindelse med en koncert i Gator Bowl i Jacksonville, Florida. Her var publikum adskilt i sorte og hvide, og The Beatles nægtede at gå på scenen. Det skete først efter, at koncertsalen bøjede sig og ophævede adskillelsen.

"Vi har aldrig spillet for et adskilt publikum og det begynder vi ikke på nu. Jeg vil hellere miste vores honorar", sagde John Lennon til amerikansk presse.

Paul McCartney skrev siden sangen "Blackbird" inspireret af episoden i Jacksonville.

215.000 pr. koncert

Af samme kontrakt fremgår det at The Beatles skulle have hvad der svarer til 215.000 kr. pr. koncert - ingen af disse varede mere end 40 minutter, men flere gange gav gruppen to koncerter den samme dag.

Et andet væsentligt pukt i kontrakten var sikkerheden, som - med det voldsomme fanhysteri i erindring - var nødvendig.

Sikkerheden

Bandet krævede alene 150 uniformerede betjente på plads til hver koncert, og dem blev der rug for til adskillige af koncerterne.

Blandt andet i Cow Palace i Californien den 31. august.

17.000 skrigende fans brød igennem barriererne foran scenen og stormede den. Beatles flygtede ind bag scenen og vendte ikke tilbage før ro og orden var genoprettet.