Fortsæt til indhold
Kultur

Stort vragfund i Østersøen

Vraget af et stort, svensk krigsskib, der blev sænket af danske skibe, er muligvis fundet.

Et hold dykkere har tilsyneladende fundet vraget af skibet ”Mars”, også kendt som "Makalös", der i sin tid var den svenske flådes flagskib. Det skriver den svenske avis Expressen.se.

Skibet, der sank i 1564 ud for Øland i Østersøen, blev bygget af massivt egetræ og var med sine 107 kanoner og 800 mand store besætning et af tidens største skibe.

”Efter alt at dømme er det Mars, vi har fundet, for både hullet i skroget og dateringen er korrekt,” siger Richard Lundgren, en af dykkerne, der fandt vraget til Expressen.se.

Sænket af den danske flåde

I maj 1564 anførte admiral Jacob Bagge, ombord på ”Mars”, 37 skibe i det såkaldte ”Første Slag” mod den dansk-lübeckske flåde, der fandt sted ud for nordspidsen af Øland. Efter to dages kampe, blev det store skib omringet, brød i brand og eksploderede. Skibet sank og har ligget uberørt på havets bund 447 år.

Vigtig for forskningen

Ifølge forskerne er det nye fund en vigtig brik i forskningen i fremtiden, da man vil kunne sammenligne det med andre store skibsvrag som det andet kendte, svenske skib Vasa, og det engelske skib Mary Rose.

”Vraget er relativt velbevaret i betragtning af, at skibet blev sprængt i luften,” siger Andreas Franzen leder af arkæologienheden ved det søfartshistoriske museum.

Forbud mod at dykke

Kalmar Amt, der administrerer området, hvor det sensationelle vrag er fundet, har besluttet at indføre forbud mod dykning, fiskeri og sænkning af anker.

De fleste regner med, at det virkelig er det gamle flagskib, men forskere ved museet vil nu sammen med dykkerne indsamle data, der kan bekræfte identiteten af skibet.