Unikt Waterloo-krucifiks forsvundet
Historisk krucifiks, der overlevede Waterloo-slaget, er blevet stjålet fra belgisk kapel.
Et godt 400 år gammelt trækrucifiks, der på mirakuløs vis overlevede det historiske Napoleon-slag ved landsbyen Waterloo i Belgien, er forsvundet.
Det såkaldte Hougoumont-krucifiks befandt sig indtil for få uger siden i et aflåst kapel sydøst for Bruxelles.
Flere flere frygter nu, at det historiske krucifiks, som bliver betegnet som ”uerstatteligt”, er blevet solgt til en velhavende Waterloo-entusiast.
”Korset er usælgeligt, men der er nogle meget mærkelige mennesker derude, som er besat af slaget ved Waterloo. Derfor frygter jeg, at det er en meget rig person, som gerne ville have det i for sig selv, der har beordret det stjålet,” siger Sir Evelyn Webb-Carter, formand foreningen Waterloo 200, til avisen The Independent.
Alvorlige skader
Krucifikset stod oprindeligt i Hougemont-slottets kapel, som blev brændt ned under det store slag den 18. juni 1815.
Bortset fra Jesusfigurens ene fod, der blev forbrændt i flammerne, forblev resten af krucifikset intakt.
Det blev efterfølgende et symbol på slaget, og den franske forfatter Victor Hugo nævner det blandet andet i sin murstensroman ”Les Misérables”.
Men for to uger siden opdagede stedets kurator, Yves Van der Cruysen, at det godt 200 kilo tunge krucifiks var forsvundet, og han er overbevist om, at krucifikset må have taget alvorlig skade, da det blev stjålet.
”Vi fandt store splinter, der næsten kun kan stamme fra selve Jesusfiguren,” siger han.
Interpol undersøger sagen
Det belgiske politi er nu blevet sat på sagen, og Interpol har sendt en række billeder af trækrucifikset ud til kunsthandlere i hele verden. Man vil nemlig ikke afvise, at det allerede er blevet transporteret ud af landet.
Men Sir Evelyn Webb-Carter, der for tiden er i gang med at arrangere en større mindehøjtidelig, der skal holdes på 200-årsdagen for slaget i 2015, frygter dog, at krucifikset er tabt for altid.
”Chancerne for at se krucifikset igen er meget små,” siger han ifølge den britiske avis.