Fortsæt til indhold
Kultur

Egypten truer med at hente obelisk

Egyptens chefarkæolog vil have obelisk tilbage - medmindre New York passer bedre på den.

Siden 1881 har en egyptisk stenobelisk raget 21 meter op i Central Park bagved Metropolitan Museum of Art (Moma) i New York.

Men der er ikke blevet gjort noget for at passe på obelisken, som "er blevet alvorligt medtaget af vind og vejr i løbet af det sidste århundrede", skriver Egyptens chefarkæolog i et brev til New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, ifølge Reuters.

Budskabet fra arkæologen Zahi Hawass, der er generalsekretær i Ægyptens øverste Råd for Oldtidslevn, er derfor: Pas bedre på den eller giv os den tilbage.

"Det er min pligt"

I brevet, som landede på borgmesterens bord i sidste uge, brokker Zahi Hawass sig over, at hieroglyfferne er blevet vasket væk.

"Jeg har en pligt til at beskytte alle Egyptens monumenter, uanset om de befinder sig inden for eller uden for Egypten" skriver Hawass i brevet.

"Hvis Central Park Tilsynsrådet og byen New York ikke kan tage sig ordentligt af obelisken, vil jeg tage de nødvendige skridt til at få denne kostbare artefakt hjem og redde den fra undergang".

New York afviser slid

Ifølge Jonathan Kuhn fra New Yorks Park Afdeling er der dog ingen beviser på "nogen betydelig igangværende erosion".

En undersøgelse lavet af Moma i 1980'erne viste, at skaderne på inskriptionerne og på obeliskens fod er sket for længe siden, siger Jonathan Kuhn.

"Vi har de seneste år arbejdet sammen med Metropolitan Museum og Central Park Tilsynsrådet om at lave yderligere analyser af obeliskens tilstand og holde øje med dens tilstand", siger han.

En tvilling i London

Obelisken er omkring 3.500 år gammel og kaldes "Kleopatras Nål".

Den er en del af et sæt, hvor den anden står i London.

Zahi Hawass kaldes Egyptens svar på Indiana Jones og har flere gange krævet egyptiske kunstskatte leveret tilbage til Egypten.