Sonja Richter tager til Hollywood
Kvinderne har haltet efter, men nu sker der noget. Sonja Richter skal instrueres af Tommy Lee Jones.
Imens flere danske mandlige skuespillere er på fornavn med adskillige instruktører i Hollywood, har kvinderne ikke haft den samme succes i udlandet. Men nu ser der ud til at ske noget.
Tommy Lee Jones står nemlig til at skulle instruere filmen "The Holesman" med blandt andre Meryl Streep, Hilary Swank og Sonja Richter.
Richters amerikanske debut bliver altså over for amerikanske skuespillere, som tilsammen har vundet seks Oscars.
Det skriver filmmagasinet Ekko.
Skal spille psykisk ustabil
Tommy Lee Jones bliver både instruktør, producer og medforfatter på filmen, der er baseret på Glendon Swarthouts western-roman.
I filmen vil en pioner, spillet af instruktøren selv, sammen med en nybygger, spillet af Hilary Swank, fragte tre psykisk syge kvinder fra Nebraska til Iowa. En af de tre kvinder skal spilles af Sonja Richter.
Optagelserne begynder i slutningen af marts i områder omkring Santa Fe og Las Vegas.