Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Læserne om DR's snyderserie: Må enlige ikke have en kæreste?

DR's nye serie "Aktion Socialt Bedrageri" splitter jyllands-posten.dk's læsere.

"Afskyeligt program".

"Selvfølgelig skal dette problem belyses".

Sådan lyder i grove træk de modsatrettede holdninger hos jyllands-posten.dk's læsere efter premieren på DR's nye serie "Aktion Socialt Bedrageri", som blev vist mandag.

Serien har splittet læserne, som dog hælder til at mene, at DR sparker til folk, der ligger ned.

Lefler for laveste fællesnævner

"Med den efterfølgende hadske stemning, man ved, opstår i det nuværende politiske klima, så lefler DR i den grad for laveste fællesnævner med sådan et program. Men som Aristoteles sagde, man kan altid spille den ene del af befolkningen ud mod den anden," lyder det fra Janus Kramer Møller.

Kasper Damm Larsen er uenig:

"Jeg vil personligt ikke kalde det at sparke til personer, der ligger ned, men derimod at man prikker til folk, der ser ud til at få udbetalt ydelser, de ikke er berettigede til, for lige at finde ud af hvordan tingene hænger sammen."

Enlig eller ikke enlig

Og flere synes som han, at der skal slås hårdt ned på snyd.

I programseriens første afsnit kunne seerne følge kontrollanter fra Slagelse og Næstved kommuner i deres jagt på sociale bedragere.

Eksempelvis kunne seerne være med, da en kvinde, der udgav sig for at være enlig mor, men på af en anonym anmeldelse og oplysninger, som kommunen fandt på Facebook, blev kvinden indkaldt til en samtale på kommunens kontor.

Ingen respekt

Og det har fået læserne til at reagere.

"Jeg synes, at der i sagen om den enlige mor manglede grundlæggende respekt og etik. Hun dømmes på baggrund af skøn til at miste en del af sit forsørgelsesgrundlag," skriver Jan Christiansen.

"Hvor lang tid er et forhold tilladt, hvis man tænker på, at der er børn indblandet? (...)Hvor lang tid må man mærke efter, inden man flytter børn? Det er helt i orden at sociale bedragere straffes, men må de ikke have en kæreste? Man flytter ikke bare børn, hver gang mor eller far har fundet en kæreste," skriver Stefan Granholm.

Mangler en definition

Lene Juel Christensen har også hæftet sig ved sagen om den enlige mor.

"Jeg blev en lille smule gal på denne sagsbehandler, der hårdnakket påstod, at det var et ægteskabslignede forhold. Jeg synes, at det klart skal defineres, hvad et ægteskabslignede forhold er."

"Aktion Socialt Bedrageri" er på i alt 10 afsnit og vil løbe over skærmen hver mandag aften på DR1.