Dokumentarfilm

½ Revolution

Danmark, 2011

Instruktion: Omar Shargawi og Karim El Hakim

1 time 12 min.

Premiere i dag i en række biografer landet over

www.doxbio.dk

Da den danske instruktør Omar Shargawi, der tidligere har instrueret dokumentarfilmen ”Fra Haifa til Nørrebro” (2009) og spillefilmen ”Gå med fred, Jamil” (2010), i januar 2011 tog til Kairo, var det oprindelig for at lave en film om egyptiske gadebørn.

Straks efter ankomsten til Egypten ændrede filmen kurs, da den revolution, der skulle blive startskuddet til Det Arabiske Forår, brød ud. Sammen med sin ven, fotografen og medinstruktøren, Karim El Hakim, besluttede Shargawi sig for at dokumentere den gryende revolution mod Mubaraks styre, som egypterne har ventet på i årevis.

Maskulin stil

Shargawis stil er rå og maskulin, og lige netop til et emne som dette passer det glimrende. Kameraet ræser hektisk rundt i gaderne, der er proppet til bristepunktet med revolutionshungrende borgere, der alt for længe har ladet sig tromle af en korrupt regeringsmagt.

Shargawi og hans venner er i fokus og beretter løbende deres her og nu-oplevelse af situationen. De er åbenlyst meget påvirkede, og med kameraets status som øjenvidne skabes der en fornemmelse af den intense atmosfære, og som stedkendte i Kairo kommer de ind under huden på revolutionens slagsider på en måde, som den brede nyhedsdækning ikke formåede.

Mangler modspil

Den side af ”½ Revolution” fungerer glimrende, men man savner et modspil til de meget personlige og naturligt ophidsede udsagn, som Shargawi og hans venner kan præstere. Det havde klædt filmen at tilstræbe bare en smule objektivitet, lidt fakta eller måske sågar en eller to eksperter, der kunne have kommenteret undervejs.

Det kunne sagtens være løst på en måde, så filmen ikke blev skolet eller kedelig.

Lang i spyttet

I sin endelige form er ”½ Revolution” desværre for forelsket i sit eget projekt, så man allerede midtvejs har fået nok af de filterløse tilkendegivelser, hvilket gør, at filmen med sine kun 72 minutter kommer til at virke underligt lang i spyttet.

Ledsaget af debat, som det sker i dag i en række biografer, er jeg overbevist om, at ”½ Revolution” har et liv og vil bidrage med en væsentlig stemme i hele tematiseringen af Det Arabiske Forår. Alene fremstår den en smule ufuldendt.

Shargawis stil er rå og maskulin, og lige netop til et emne som dette passer det sig glimrende.