Midnight In Paris

Frankrig/USA 2011

Instruktion: Woody Allen

1 time 40 min.

Premiere i 22 danske biografer

”Der er ingen ende på Paris” hedder Hemingways posthumt udgivne bog, ”A Moveable Feast” på dansk. Den er baseret på hans optegnelser fra 1920'ernes Paris, hvor kunstnere og bohemer berusede sig i sex, gin og jazz.

»Er man så heldig at have boet i Paris som ungt menneske, har man byen med sig resten af livet, hvorhen man end bevæger sig, for Paris er en mobil fest ( a moveable feast)«, skrev Hemingway.

Woody Allens nye film er en kærlighedserklæring til Paris som en fest uden ende, hvis man altså er modtagelig for byens magi, og det er hovedpersonen, Gil (Owen Wilson) - en Hollywood-manuskriptforfatter, der bakser med en roman, som han er kørt fast i. Til gengæld rejser han bagud i tiden til møder med sine mest vidtløftige kunstneriske idoler.

Satire uden ondskab

På nutidsplanet er Gil i Paris, der i optakten, præsenteres omtrent som i turistbrochurer: Billeder af de traditionelle seværdigheder: Eiffeltårnet, Sacre Coeur, Notre Dame.

Han er der med sin kæreste, Inez (Rachel McAdams), som er sød og sexet, men uden andre ambitioner end at have det sjovt, være rig og få børn. Det er ligesom for lidt for Gil.

Inez' forældre er også med, hendes indskrænkede forretningsmand af en far, en brovtende Tea Partybøvert, for at afslutte en handel. Uden ondskabsfuldhed satiriserer Allen i hans person vittigt og rammende over den mest stupide fløj af det republikanske parti.

Inez løber ind i en veninde og hendes kæreste, en intellektuel, der forelæser på Sorbonne og ved alt om alt, men intet fatter.

Selskabet keder Gil så gevaldigt, at han helst færdes på egen hånd og en mørk midnat i en ensom gyde bliver samlet op af en veteranbil, der kører ham tilbage i tiden, til de brølende 1920'ere, hvor han blandes med den hær af kunstnere, som dengang slog sig løs i Paris og gjorde byen til en fest uden ende: Gertrude Stein, Picasso, Hemingway, Scott Fitzgerald og dennes utilregnelige kone, Zelda.

Gil får en guide gennem sine aftner i 1920'erne, Adriana (Marion Cortillard), Picassos model og elskerinde, der forlader denne til fordel for en affære med Hemingway, men i virkeligheden er forelsket i Gil, hvad han opdager ved på nutidsplanet i en af kioskerne langs Seinen at købe og læse hendes dagbog (!).

Dali og Buñuel

Det er ikke første gang, Woody Allen blander virkelighed og drøm og overskrider tidens grænser. Han gjorde det allerede i den charmerende ”Den røde rose fra Cairo” (1985).

Gil fortsætter sine natlige seancer med de skæve, egocentriske, genialske kunstnere i den fjerne og dog så nære fortid, hvor han bl.a. løber på Salvador Dali, mangnifikt spiller af Adrian Brody, der var pianisten i Polanskis film af samme navn (2002). Dali lever op til sig selv i rablende, vittige, surrealistiske udredninger, der alle aldeles umotiveret centrerer sig omkring næsehorn.

Gil præsenteres også for den unge Buñuel og giver ham ideen til filmen ”Morderenglen”, som han lavede i 1962, men i situationen måber han kun over Gils absurde idé om et mondænt selskab, der pludseligt ikke kan komme ud ad dørene, skønt de står åbne.