Om guder og mænd

Den sidste nadver

Så indtræffer katastrofen, men ikke som splatter. Lige før terroristernes ankomst fejrer munkene nadveren og indtager et måltid, der alluderer til den sidste nadver, skærtorsdag: De hensættes i himmelsk fryd, en salig forening og en fred, der overgår al forstand.

Vi forskånes for massakren. I omsorg for hinanden vandrer munkene via dolorosa - lidelsens vej - gennem sneen og forsvinder ind i en lysende dis.

Fortællingen afvikles i en upåfaldende melodisk visuel stil, næsten asketisk i sin rytme afstemt efter munkenes sang.

Billederne er uden den mindste strejf af sentimentalitet og forarget indignation - som i ethvert ægte passionsdrama.

Det er traditionen fra et par store katolske forgængere i fransk film, Robert Bresson (1901-99) og Maurice Pialat (1925-2003), som instruktøren Xavier Beauvois har skelet til, men fortolker selvstændigt i en historie, hvis oprigtige menneskelighed og inderlige troskamp er både betagende og bevægende - hvis man da ikke er helt immun for de så svære dilemmaer på eksistensens yderpost.