*

Film & tv

Den er "Skam" god nok: Serien bliver universitets-pensum

Fans venter stadig med stor spænding på fjerde sæson af "Skam". Premieredato er ikke fastlagt, men få et kort smugkig her

Isak fik sin Even i tredje sæson af den norske ungdomsserie SKAM, som har taget verden med storm. FOTO: DR /NRK/Polfoto

Mens i tusindvis af fans af den ekstremt populære norske streamingserie "Skam" holder vejret i spænding over, hvad fjerde sæson vil bringe, meddeler Oslo Universitet, at serien kommer til at indgå i pensum.

Det sker, når universitetets Institut for Medier og Kommunikation tilbyder en række forelæsninger omkring emnet digital historiefortælling.

"Skam" vil blive brugt som en særlig case, oplyser universitet.

Lederen af studiet, lektor Gry Cecilie Rustad, siger til den norske Aftenposten, at man forventer stort rykind til forelæsningerne, der er åbne for alle.

Hun understreger, at også inkarnerede fans er velkomne, men at der vil blive reserveret plads til de studerende på auditoriets første rækker.

Det er planen at invitere seriens instruktør Julia Andem og andre fra produktionsholdet med til forelæsningerne.

Første afsnit af "Skam" er det mest sete nogensinde på DR TV

Gry Cecilie Rustad vil blandt andet forelæse om "Skam" set ud fra et feministisk perspektiv.

»Det er en teenageserie lavet for unge kvinder. Dette har tidligere ikke været velset, hvorfor det stadig er meget få serier, der er lavet for kvinder. Serien er desuden en ud af blot to norske serier, der er skabt af kvinder.

Hendes bud på, hvorfor serien er blevet så massiv en succes både i og uden for Norge, er det faktum, at serien også på de sociale medier fylder enormt.

"SKAM" har sat mange rekorder, siden den fik premiere i 2015. Producenterne havde en målsætning om at nå 30.000 unge seere, men mange af afsnittene er nu set over en halv million gange og er blandt de mest sete på NRK's hjemmeside nogensinde. Foto: NRK

Den norske TV-kanal NRK3 har bekræftet, at der også kommer en fjerde sæson af "Skam". Den sendes i løbet af foråret, men der er endnu ikke sat en premiere-dato, og kanalen har ikke afsløret noget om plottet i den kommende sæson.

Den norske avis Dagbladet offentliggjorde 15. marts billeder og et kort videoklip fra fjerde sæson. Klippet er lagt på YouTube for to dage siden og er allerede i skrivende stund set af omkring 250.000 brugere:

Herhjemme kan serien følges på DR3, hvor man i øjeblikket sender den 3. sæson.

For de tusinder af fans, der befinder sig uden for Norge var det indtil februar muligt at streame serien direkte via NRK3 webside, men i forbindelse med strandede forhandlinger om musikrettigheder, blev serien i februar blokeret for alle seere uden for Norge.

Noget, der i den grad fik udenlandske fans op på barrikaderne, og selv tidligere kulturminister Bertel Haarder (V) gav herhjemme udtryk for stor utilfredshed med, at NRK havde blokeret "Skam" for danske fans.

Kort tid efter meddelte YouSee, at man nu tilbyder danske kunder at streame NRK3, så serien kan følges samtidig med, at den vises i Norge.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Film & TV
Annonce
På den anden side
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her