Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Film om rum-pioner får voldsom medfart

"Den ligner en dræbende retro-film lavet på baggrund af en Pravda-feature", skriver kritiker.

Da en tidligere russisk kosmonaut forleden angiveligt fortalte sandheden om den russiske rumpioner Jurij Gagarins død i et flystyrt i 1968 skabte det overskrifter over det meste af verden.

Nu er Gagarin og hans liv igen i mediernes søgelys, og det skyldes en ny russisk film-biografi, der netop har haft premiere i Rusland. Tilmed den første egentlige biograffilm om en af det 20 århundredes mest feterede helte.

Ikke det mindste kontroversiel

Men man skal ikke vente, at filmen kommer med nye afsløringer omkring f.eks. hans død..

Filmen beskæftiger sig overhovedet ikke med den.

Russiske kritikere har givet filmen en usædvanlig hård medfart og kalder den et harmløst glansbillede, der aldrig rigtig ridser i Gagarins officielle helte-image.

Gagarin rejste efter 1961 rundt i hele verden som gesandt som Rusland. Her møder han Indiens daværende leder Nehru.

Filmen er finansieret af statsmidler i en gangværende kampagne for at fremme patriotiske film og den er blåstemplet af Gagarins familie. Samme familie er normalt yderst på vagt over for, hvordan Gagarin fremstilles. Den har således formået at få standset både en musical og en film om rumhelten.

Ligner Pravda-reportage

Om filmen har en anmelder blandt andet udtalt:

"Den ligner en dræbende retro-film lavet på baggrund af en Pravda-reportage."

Anmelderen på filmtidsskriftet Ogonyok skriver blandt andet:

"Al menneskelighed forbliver skjult for os. Vi holder op med at tro på, at der har eksisteret en person ved navn Gagarin."

Besværlig proces

Filmens producer Oleg Kapanet erkender overfor for det franske nyhedsbureau AFP, at det ikke har været lige let at lave filmen.

Han fortæller at Gagarin-familien var meget skeptisk, idet den i årenes løb har oplevet mange forsøg på, at sværte Gagarin til. Familien havde, siger Kapanat, opgivet nogenside at se en "fair skildring af ham."

Da producenten gav familien mulighed for at påvirke filmen ned til mindste detalje, gik den helhjertet med i projektet.

Slutter med landing

Det er især årene efter at han i 1963 blev det første menneske i kredsløb omkring Jorden, at hans levevis og holdninger er blevet stærkt kritiseret.

Meget behændigt slutter filmen, da han i faldskærm efter sin rumfærd lander på Jorden.

Den fortæller ikke om hans udsvævende liv med diverse russiske pop-stjerner og andre kendisser, ikke om hans beundring for den britiske dronning Elizabeth og berører slet ikke de meget omdiskuterede detaljer omkring hans voldsomme død i en alder af blot 34 år.

Det kan ikke undre, at den nye film har vakt begejstring i det russiske rumcenter, hvor filmen også har været vist:

"Vi kan stadig lave film - ikke kun raketter", citeres lederen af de bemandede russiske rumflyvninger, Alexei Krasnov for.