Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Jaget far skød sig selv for åben skærm

Tv-station har siden mange gange undskyldt klippet - men nu sagsøges stationen.

En dramatisk jagt på en amerikansk biltyv - dækket direkte af tv-stationen Fox News's helikopter - endte den 28. september sidste år på tragisk vis:

Biltyven - den 33-årige JoDon Romero - skød sig selv gennem hovedet.

Selvmordet blev vist på skærmen i bedste sendetid og er siden set af millioner på nettet.

SE VIDEO: Den dramatiske biljagt (obs! Stærke billeder)

Umiddelbart efter, at klippet var blevet vist, undskyldte Fox News og kaldte det, at selvmordet var blevet bragt, for en alvorlig menneskelig fejl.

Efterlod sig tre børn

JoDon Romero, der var kendt kriminel med et meget langt strafferegister, efterlod sig tre børn på henholdsvis 9, 13 og 15 år, og disse så angiveligt ved et tilfælde farens selvmord uden i første omgang at være klar over, at det var deres egen far.

De hørte i skolen, at der cirkulerede en selvmords-video på nettet og drevet af nysgerrighed, så de det sammen med deres kammerater.

Alvorlige psykiske problemer

Fox News har også efterfølgende undskyldt overfor familien, men det er ikke nok for børnenes mor, Angela Rodriquez, der har oplyst, at alle tre børn lider under alvorlige psykiske problemer, som kan henføres til deres chokerende oplevelse foran skærmen.

De to ældste af børnene har ikke været på skolen, siden de så klippet.

Hun sagsøgte mandag via en domstol i Arizona tv-kanalen.

Detaljerne i hendes søgsmål er ikke afsløret.