Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Den norske julestemning er truet

Nordmændene må i år undvære traditionsrigt jule-program - det fortsætter i Danmark.

For første gang i 30 år må nordmændene undvære en bestanddel i julen, der for mange er ligeså undværlig som både juletræ og risengrød:

Disneys traditionelle juleshow.

Inden bestyrtelsen eventuelt breder sig på vore breddegrader, så kan straks fastslåes, at det samme ikke kommer til at gælde Danmark.

"Der er ingen problemer her. Vi har kontrakt på endnu et to år, så traditionen fortsætter", siger Jacob Stegelmann til jp.dk og tilføjer:

"Så nordmændene kan jo bare komme herned og se det."

Udløb sidste år

I Norge har det statslige tv NRK haft kontrakt med Disney i omkring 30 år.

Den udløb sidste år og trods ihærdige forsøg, er det ikke lykkedes at få en ny aftale i stand.

Og det er i følge NRK ikke økonomiske årsager, der ligger bag. Disney Channel og NRK Super - hvor juleshowet sendes - er Norges to største børnekanaler og er derfor hinandens største konkurrenter.

Disneys berømte julekavalkade blev lanceret i USA i 1957 og vist første gang i Norge i 1979.

Fra slutningen af 1960'erne

Den danske historie er lidt længere, idet Jacob Stegelmann kan oplyse, at de første julekavalkader fra Disney blev sendt på DR i slutningen af 1960'erne.

De norske medier har i de seneste dage beskæftige sig en del med problemet med julekavalkaden, og i den forbindelse afviser både norsk TV2 og TV3, at kavalkaden skulle være på vej til disse kanaler.

Men begge ville meget gerne vise den - TV2 meddeler, at man agter at rette en konkret henvendelse til Disney.