Her er verdens største film-fiaskoer
"John Carter" lider lige nu publikumsdøden. Men andre film har også været på pinebænken.
Disney har erkendt, at de regner med at tabe 1,1 mia. kr. på deres science fiction-film "John Carter".
Den episke Mars-film, som er baseret på Edgar Rice Burroughs galaktiske-bøger, er blevet nedgjort af anmeldere i både udland og i de danske aviser.
På trods af, at Disney havde hyret Andrew Stanton, manden bag successerne "Wall-E" og "Find Nemo", kunne det ikke garantere en publikumssucces.
Men det er ikke den første film, som ikke har kunnet levet op til forventningerne.
Mars-tema er forbandet
Sidste år havde Disney et andet flop, nemlig animationsfilmen "Mars needs Moms", hvor en lille dreng skal redde sin mor fra aliens.
Filmen kostede 824 mio. kr., men havde et tab på over 785 mio. kr.
En anden Mars-nedtur var "Red Planet" med Val Kilmer, som tabte 460 mio. kr.
Disney har muligvis været klar over denne forbandelse siden de ændrede titlen "John Carter fra Mars" til bare "John Carter".
Men at huset overhovedet turde at lave en film med Mars som tema kan undre, når man ser, at de udover "Mars needs Moms" fra 2011, har haft to andre kæmpe Mars-flops, nemlige "Mission to Mars"(2000) og "My Favourite Martian" (1999), skriver BBC.
De ti største flops
Siden 2005 er der blevet flere film-flops, som ikke har kunnet tjene sig selv ind. Her kan man især pege på Hollywood, som altid er klar på en dyr film med masser af 'special effects'.
Men The Guardians liste over de ti største film-flops rummer nu en blandet gryde af mange forskellige slags film.
Den første på listen er "Stealth" fra 2005, som endda havde Jamie Foxx på rollelisten, som lige var hjemvendt med en Oscar for sin rolle som Ray Charles.
Måske blev filmen ramt af den kendte Oscar-forbandelse, hvor skuespilleres karriere går ned ad bakke efter at have vundet den gyldne mand.
I hvert fald tabte "Stealth" 623 mio. kr.
Taber dengang - mesterværk i dag
På niendepladsen over største flop er "Heavens Gate" fra 1980, som var et western-drama fra Hollywood. Den blev dengang sablet ned af anmelderne og led et tab på 639 mio. kr.
Dog har filmen fået oprejsning og hyldes i dag som et mesterværk.
"Speed Racer" fra 2008 havde egentligt dækket sig godt ind. Filmen var baseret på en succesfuld japansk animations-serie, men alligevel blev den et flop med et tab på 640 mio. kr.
Men måske får den ligesom "Heavens Gate" et ekstra spin, da den sidste år blev kåret af Time Magazine, som en af de bedste sports-fillm.
Fiasko trods stjerner
"Town & Country" havde endda store anerkendte stjerne som Goldie Hawn, Warren Betty og Diane Keaton med i filmen, men det hjalp ikke, og filmen tabte 696 mio. kr.
Antonio Banderas havde hovedrollen i "The 13th Warrior" fra 1999, som udspillede sig i Norden, hvor latinoen skulle kæmpe side om side med de ucharmerende vikinge. Den kobling tiltrak ikke publikum, og filmen måtte se et tab på 769 mio. kr.
Disneys "Mars need Moms" er på en femteplads over de største film-flops. Som tidligere nævnt svigtede publikum Disney og tabte 785 mio. kr.
I 2005 var Penelope Cruz og Matthew McConaughey på toppen i Hollywood. Derfor var det helt oplagt, at de skulle indspille en film sammen, som hed "Sahara". Men trods de store stjernenavne, rakkede anmelderne filmen ned som "latterlig".
Tilbage var regningen på 808 mio. kr.
Piratfilm gik selv planken ud
Eddie Murphy's film "The Adventures of Pluto Nash" fra 2002 indtjente kun 39 mio. kr., derfor måtte filmselskabet selv punge ud med 814 mio. kr.
På en andenplads er "The Alamo" fra 2004, som havde Dennis Quaid og Billy Bob Thornton på rollelisten. Filmen handler om slaget i Nordamerika, hvor Texas forsøgte at løsrive sig fra Mexico.
Men publikum svigtede, og Billy Bob Thornton måtte dø ensomt oppe på lærredet, mens filmen også led med et tab på 819 mio. kr.
På førstepladsen er sørøverfilmen "Cutthroat Island" fra 1995 med Geena Davis, som sørøverdronning. Men det blev en piratfilm, som selv mistede sin skat, og måtte gå planken ud, mens skibet sank.
825 mio. kr. tabte filmen.
Skulle sælge for 3,3 mia.
Men "John Carter" kan nu komme til at slå "Cutthroat Island" ned fra førstepladsen, hvis Disneys egne tabsberetninger på 1,1 mia. kr. kommer til at holde stik.
Ifølge en kilde, som Reuters har snakket med, er fejlen, at Disney har været helt urealistiske omkring "John Carter", ved at budgettere filmen til over 1,9 mia. kr.
For at tjene sig selv ind, skulle "John Carter" sælge billetter for 3,3 mia. kr, hvilket kun er lykkedes for 63 film i hele filmhistorien.