*

Film & tv

Bjergkøbing Grand Prix

Den formidable animationsfilm "Bjergkøbing Grand Prix” vises i en smuk digital restaurering.

Vidunderbilen Il Tempo Gigante i fuld fart i "Bjergkøbing Grand Prix", der er blevet afpudset efter premieren for 36 år siden. Arkivfoto

BJERGKØBING GRAND PRIX

(Flåklypa Grand Prix)

Norge, 1975

Instruktion: Ivo Caprino

1 time 28 min.

Premiere i dag i biografer landet over



Nej, træk mig nu baglæns ind i fuglekassen, hvor den holder! Der er ikke mange af de formidable ideer og effekter i Ivo Caprinos 36 år gamle dukkefilm, der ikke fortsat giver baghjul til alskens moderne computeranimation. Omvendt går der en lige linje fra ”Bjergkøbing Grand Prix” til en nutidig mester inden for dukkeanimation som ”Walter og Trofast”s skaber, Nick Park.

Oven i købet kommer den nu 10 år efter Caprinos død op i en fin digital restaurering, der fuldt så meget som noget buldrende James Cameron-epos har fortjent at blive set i den største biograf, man kan nå frem til.

Her kan man få syn for, hvor smukt den er farvelagt, og ikke mindst hvor virtuose og vigtige lydeffekterne er (det gamle lydspor var kun i mono).

Huj med

I Norge er historien om den milde cykelsmed og opfinder Teodor Fælgen oppe på bjergtoppen, hans hjælpere Sofus og Ludvig (en fremfusende fugl og et forskræmt pindsvin), den flinke oliesheik Ben Redic Fy Fazan, den glatte racerkører Rudolf Bludstrupmose og i særdeleshed vidunderbilen Il Tempo Gigante ikke blot et kultfænomen.

Den er et stykke nationalkultur på linje med Henrik Ibsen og Edvard Munch, som i et land med knap 5 mio. indbyggere foreløbig har solgt 5,5 mio. er biografbilletter.

Hvad der er lidt kært i betragtning af, at filmens vittige dialog og fortællestemme faktisk har et ret godt øje til hujende norsk selvfølelse.

Den ved godt selv, at historien om den troskyldige særling, der kæmper mod verdenseliten, er en kliché, men fortæller den samtidig så velturneret, detaljemyldrende og uimodståeligt, at man under det kolossale racerløb, som den kulminerer i - et af filmhistoriens mægtigste og mest adrenalinpumpende - ikke kan gøre andet end at huje med.

Den gamle version

Glædeligvis har man herhjemme bibeholdt den gamle danske version, som for ældre tilskuere er et nostalgifyldt genhør med stemmer som Ole Monty, Helge Kjærulff-Schmidt og (naturligvis) Gunnar Nu Hansen som racerløbsspeaker.

Samtidig er historien stadig så enkel og sød og kun ganske få af pointerne så tidsbundne, at selv meget små børn også kan følge med - med mulighed for, at de bliver umådelig kræsne over for snart sagt alle senere animationsfilm.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Film & TV
Annonce
På den anden side
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her