Skøn hysterisk førstedag i Cannes

Åbningsfilmen er lige slut.

Woody Allens Midnight in Paris.

Lettere kaos udenfor biografen.

Alle vil have det samme billede af Woody og hans stjerneskuespillere.

Pressekonferencen brager ud af tv-apparater.

Alle dem der ikke var plads til indenfor sammen med stjernerne, står udenfor med diktafoner og tapper lyden.

Fotograferne er allerede ved at sende billeder hjem.

Den første dag på festivalen er altid skøn hysterisk.

Neurosernes hodeplads

Hysteri er der meget af i Woody Allens film.

Hovedpersonen er altid dybt neurotisk, og alle rundt om ham er ”all over the place”, som Owen Wilsons figur undrende konstaterer.

Wilson spiller Hollywood-manusforfatteren, Gil Pender, der er forelsket i gamle dage. Dengang tankerne blev tænkt, dengang mænd var kompromisløse kunstnere. Hemmingway, Picasso, Dali, Bunuel. Deres muser var smukke, hengivende kvinder som elskede mændene for den kunstneriske vision, storheden i tankerne.

Drømmen om Paris

Gil vil ud af Los Angeles og den falske historiefortælling. Han vil gå ture langs Seinen med et baguette under armen, han vil lade åndeligheden og friheden ind i sit skabeloniske liv. Han vil bo i en taglejlighed uden varme med udsigt til Notre Dame.

Det er ikke hans kommende kones plan.

Hun vil hjem til USA. Til Malibu. Til pillerne, til sikkerhedsvagter og til dem der taler amerikansk. ”Who wants to struggle”, som hun spørger Gil. Hvem vil kæmpe, når nu vi har alt derhjemme.

Midnight in Paris

Gils drømme om fortiden fører ham tilbage til 20’ernes Paris, hvor han møder alle sine helte.

Hver aften ved midnat (henvisning til titlen) starter drømmen, ønsket, fantasien.

Han møder dem alle, forelsker sig, inspireres og får en indsigt i livets sande, uforfalskede værdier.

Lette Woody

Woody har de senere år forladt Manhattan, og bevæger sig med Blue Note-jazzen som akkompagnement rundt i Europa. Film før denne i England, nu i Paris og i den kommende Rom.

Han dyrker den europæiske kultur, menings aristokratiet, kulturel dannelse.

Han gør det let, han gør det uden den store dramatik. Figurerne hygger sig med hans vittige replikker og hans nemme løsninger, hvor den eneste forskel fra tidligere er, at hans selv er skiftet ud med en person, der så spiller den, han selv ville have gjort for 10 år siden.

Cannes åbner

Åbningsfilmen har de seneste år været en let sag, som giver et par gode grin, en løftet stemning, så alle er klar til de kommende ugers strabadser.

Woodys film er derfor et logisk og ufarligt valg.

Den hylder Paris, den erkender litteraturen og den frie tanke som ophav til enhver gylden periode. Den slags taler til et aldrende kritiker-laug, som har fulgt Woody siden 60’erne.

Jeg vælger at knipse fremfor at klappe – Woody er godt selskab, men glemt om en time.